Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jay blev matchvinder med to dejlige mål i en fremragende anden halvleg

Jacob 'Jay' Andersen bremses ulovligt i feltet af Jeppe Garde Sørensen, Odder IGF og der dømmes straffespark, som Jacob 'Jay' Andersen selv scorede sikkert på til slutresultatet 2-1. Foto: Ole Nielsen

Jay blev matchvinder med to dejlige mål i en fremragende anden halvleg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

2. division pulje 3

Odder-Ringkøbing 1-2

Ringkøbing Fodbold er i gang, og det samme er Jacob 'Jay' Andersen.

Det var nemlig sidste sæsons suveræne topscorer, der med to mål sørgede for, at Ringkøbing Fodbold hentede sæsonens første sejr i 2. division, da vestjyderne på en fremragende anden halvleg vendte 1-0 til Odder til sejr til Ringkøbing på 2-1.

Første halvleg lignede - desværre - rent chancemæssigt anden halvleg fra kampen mod Aarhus Fremad. Ringkøbing skabte nemlig ikke en eneste åben chance.

Der var et hovedstød lige på målmanden efter hjørnespark, og Jacob 'Jay' Andersen fik skud reddet fra kanten af feltet. Resten var ikke værd at nævne. Ringkøbing havde ellers bolden meget. Der var ofte tid og plads til at spille bolden rundt, fordi Odder stod meget langt tilbage på banen.

Men hjemmeholdet stod ikke længere tilbage, end at de var farlige flere gange.

Første gang var de faktisk dødbringende farlige. Det var efter 12 minutter, hvor et indlæg fra højre side røg helt over bagest i feltet. Bolden røg hen over Jesper Dalsgaard, og så sneg Joakim Momme sig foran en passiv Jakob 'Hurup' Andersen, og det gav plads til en flugter til 1-0.

Odder havde flere afslutninger. De brød igennem til skud fra lidt spids vinkel, hvor Mads Petersen raddede med en fodparade. Der var et hovedstød over mål og et meget tæt forbi, og et langskud var heller ikke så langt væk.

Træner Nicolai Wael gav en opsang i pausen.

- Vi skulle spille mere bredt. I første halvleg kom alt opspil inde, hvor Odder stod kompakt, og vi smed mange bolde væk. Taktikken var rigtig. Vi begyndte at skabe chancer, fordi fløjene kom med. Og så var der en fantastisk udstråling og tro på tingene. Det gav sejr, fortalte Nicolai Wael.

Ringkøbing var farlige mange gange. Først fik Hans Henrik Andreasen godt hovedstød reddet ved foden af stolpen, og Jacob 'Jay' Andersen skød over på en god mulighed, inden der blev udlignet. Hans Henrik Andreasen sendte Lennard Lauridsen af sted til hjørneflaget. Lauridsen spillede ind i feltet til Dennis Juelsgaard, der spillede videre til Jay, der vred sig fint fri til scoring midt i feltet.

Kort efter fik Christian Nissen en friløber, men angriberen fik aldrig afsluttet. Det var en stod chance, og det var i det hele taget ikke Christian Nissens aften.

Omkring et kvarter før tid blev det 2-1. Jay driblede forbi en mand, som hev Jay ned til straffespark. Det straffespark scorede Jay selv ganske sikkert på.

Odder var tæt på en udligning i slutfasen, der blev lidt for hektisk. Heldigvis bragede en fornem helflugter på overliggeren. Det betød, Ringkøbing ganske fortjent kunne juble over tre point.

- De tre point var det vigtigste. Men det var da heller ikke uvæsentligt, at jeg fik scoret to gange. Det var dejligt at åbne målkontoen, det var dejligt at blive matchvinder, og det er jo mål en angriber bliver målt på. I første halvleg manglede vi slutproduktet. Spillet ude på banen var ok. I anden halvleg blev vi farlige, fordi vi især fik Lennard Lauridsen og senere Jacob Sandal med på fløjene. Det var fint, og det var så vigtigt at komme i gang, sagde Jacob 'Jay' Andersen.

Odder IF-Ringkøbing Fodbold - (1-0). Mål: 12. minut: 1-0 ved Joakim Momme. 65. minut: 1-1 ved Jacob 'Jay' Andersen. 76. minut: 1-2 ved Jacob 'Jay' Andersen på straffespark. En advarsel til Jacob 'Hurup' Andersen efter 93 minutter. Ringkøbings holdopstilling: Mads Petersen, Anders Vestergaard Larsen, Jakob 'Hurup' Andersen, Jesper Dalsgaard, Lennard Lauridsen, Michael Jakobsen (60. minut: Dennis Juelsgaard), Hans Henrik Andreasen, Kasper Thomsen (62. minut: Jacob Sandal), Andrés Lope, Jacob 'Jay' Andersen og Christian Nissen (74. minut: Matias Thorup.