Den amerikanske arbejdsløshedskø fortsætter med at skrumpe. I januar fik 243.000 ledige amerikanere job, noget der kan aflæses i aktiekurserne, hvor Dow Jones-indekset fredag nåede niveauet fra før den økonomiske krise.

Det er femte måned i træk, at ledigheden falder i USA. Den er nu nede på 8,3 procent, væsentligt mindre end forudsagt af blandt andre Kongressens budgetkontor. Præsident Barack Obama udtrykte glæde over udviklingen, da han fredag talte til vælgere i staten Virginia.

- Der er stadig alt for mange amerikanere, der mangler et job eller har brug for at tjene flere penge, end de tjener nu. Men økonomien vokser sig stærkere, sagde han ifølge avisen Washington Post.

Den vurdering har præsidenten helt ret i, lyder det fra Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen, der også glæder sig over tallene fra USA.

- Det er absolut gode nyheder. Udviklingen i USA vil uden tvivl smitte positivt af på resten af verden, og det mindsker risikoen for en mere alvorlig nedtur i Europa, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Det går godt i både servicesektoren og i produktionsvirksomhederne, ligesom det hårdt prøvede amerikanske boligmarked har fået et mindre opsving i løbet af de seneste måneder.

Det er dog stadig for tidligt at erklære krisen for overstået, understreger Helge Pedersen.

- Den amerikanske økonomi ser ud til at have kæmpet sig ud af den absolut værste del af krisen, men i Europa er der stadig en række udeståender i de sydeuropæiske lande, som vil trække sine spor over væksten, siger han.

- Vi er ved at se - tror og håber jeg - enden på krisen, men det kommer til at tage tid, før vi er tilbage på niveauet fra 2007, især når vi taler Europa.