Mandskabet fra den tilkaldte lægehelikopter kunne ikke stille noget op, da en mandlig cyklist tidligt mandag morgen blev kørt ned på landevejen mellem Jyderup og Bjergsted på Vestsjælland.

Manden ville krydse landevejen fra Bjergsted Byvej, da han omkring klokken 7.20 blev ramt af en bil. Alarmcentralen tilkaldte en lægehelikopter fra Ringsted, men der var ikke noget at gøre. Manden blev erklæret død på stedet.

- Den dræbte er en 48-årig mand fra lokalområdet. Hans pårørende er ved at blive underrettet, fortæller kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiets teknikere undersøger mandag formiddag ulykkesstedet, men umiddelbart tyder intet på, at bilens fører, en 24-årig kvinde fra Kalundborg, kan stilles til ansvar for ulykken.

- Det er vores opfattelse, at hun har gjort alt for at undgå at ramme cyklisten. Hun skal nu afhøres, men hun er naturligvis dybt chokeret, fortæller politiets kommunikationsmedarbejder.