Den hollandske ingeniørkoncern Grontmij - som ejer det tidligere Carl Bro her i landet - varsler i en ekstraordinær børsmelding et underskud for 2011 på 54-56 millioner euro eller godt 400 millioner kroner.
Året før tjente rådgivergiganten ellers cirka 126 millioner kroner efter skat, men firmaet har haft problemer med forretningen i Frankrig. Blandt andre årsager til underskuddet er et trægt britisk marked.
Nedjusteringen sker trods næsten 13 procent fremgang i salget til cirka 7,7 milliarder kroner ifølge de foreløbige regnskabstal.
Grontmij overtog for få år siden det daværende Carl Bro, som er landets tredjestørste ingeniørhus efter Rambøll og Cowi, og som i 2010 havde et salg på knap 1,1 milliard kroner.
Grontmij har siden efteråret været i gang med at granske hele koncernen med hjælp fra revisor- og rådgivningskoncernen KPMG. Det skal munde ud i en ny forretningsplan, som bliver fremlagt 9. marts - samtidig med det endelige regnskab for 2011. Ifølge fagbladet Ingeniøren er den danske afdeling indtil videre ikke berørt af ændringer.


































seneste kommentarer