Retssagen mod en 41-årig familiefar fra Himmerland, der er tiltalt for at dræbe sine døtre på ni og ti år, startede tirsdag formiddag i den tyske by Potsdam. Det blev dog en kort affære, da den ene dommer var syg.
Kort efter retsmødet fortalte forsvareren dog noget overraskende, at den 41-årige familiefar vil erklære sig skyldig, når sagen går i gang igen den 1. marts. Det skriver bt.dk.
- 1. marts vil han erkende sig skyldig. Det var planlagt at slå dem ihjel, men han ville også slå sig selv ihjel, siger forsvareren Thomas Arndt.
Oprindeligt var det meningen, at danskeren skulle have afgivet forklaring i retten tirsdag, men på grund af dommerens sygdom var eneste programpunkt anklagerens oplæsning af tiltalen. Tiltalte skjulte sit ansig bag et stykke A4-papir, da han blev ført ind i retten, og rystede ifølge bt.dks reporter på stedet en smule på hånden.
Tiltalen lyder, at familiefaderen begik overlagt mord mod de to piger under en ferie i Tyskland i august sidste år. Retsmedicinerne fandt under obduktionen rester af sovepiller i børnene, og det tændte alarmklokkerne efter den i starten nærmest uforklarlige brand i bilen.
Som noget nyt kom det på tirsdagens korte retsmøde frem, at politiets teknikere har fastslået, at der var anbragt benzin inde i bilen for at antænde den.
Den tragiske hændelse fandt sted i en skov uden for den tyske hovedstad Berlin, og derfor foregår retssagen i Potsdam ved Berlin, hvor faderen, PTR, i øvrigt risikerer en betydeligt hårdere straf end i Danmark. Tyskerne betragter sagen som hævndrab, og kendes han skyldig, kan faderen se frem til at tilbringe 15 år bag tremmer, før en prøveløsladelse han komme på tale.
Der er afsat 13 dage til retssagen, som forventes at løbe til slutningen af maj. 28 vidner skal i skranken, blandt dem pigernes mor - tiltaltes ekskone - som han angiveligt ville hævne sig på.
PTRs forsvarer har fortalt tyske medier, at den tiltalte dansker er glad for, at retssagen kommer i gang. Han har ifølge sin forsvarer tænkt sig at fortælle alt om, hvad er er foregået.



































seneste kommentarer