Det er første gang, at Peter Straarup holder reception i Danske Bank. Første gang i 44 år.
Til gengæld er alle her - ALLE. Toppen af dansk erhvervsliv og af den danske finanssektor ikke mindst.
Nationalbankdirektør Nils Bernstein, topchef Niels B. Christiansen fra Danfoss, Peter Engberg Jensen fra Nykredit, Peter Schütze, der er bestyrelsesformand i DSB og tidligere chef for konkurrenten Nordea Bank Danmark. Selv topcheferne Jørgen Buhl Rasmussen og Jørn P. Jensen fra Carlsberg kigger forbi på trods af en travl dag, der begyndte med offentliggørelsen af bryggeriets regnskab for 2011.
Bankens storaktionær A.P. Møller - Mærsk er også repræsenteret ved bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen, der har taget turen fra Esplanaden til Danske Banks fine, gamle stuer i Holmens Kanal - med udsigt til Nationalbanken.
Den udsigt genoplever også Knud Sørensen, Peter Straarups forgænger som ordførende direktør frem til 1998.
De tidligere økonomi- og erhvervsministre Brian Mikkelsen (K) og Bendt Bendtsen (K) står i kø sammen for at trykke Peter Straarups hånd, mens Københavns overborgmester Frank Jensen (S) deler ventetiden med Henrik Bjerre-Nielsen, der er direktør i statens afviklingsselskab for nødlidende banker, Finansiel Stabilitet.
En hel flok medlemmer af SFs ungdom vil aflevere en regning til dagens hovedperson på tre milliarder kroner i manglende skattebetalinger - penge, de har regnet ud, danske bank skylder staten.
De bliver dog pænt bedt om at aflevere deres gave i porten. I inderlommen har Peter Straarup en kuvert med en et andet regnestykke, som opsummerer bankens skattebetalinger og bidrag til bankpakkerne. Den kuvert får lov til at blive i lommen.
I det hele taget har Peter Straarup frabedt sig gaver. Alligevel er der en del. Æsker med vin og store poser fra Illums Bolighus bliver båret ind gennem porten. Ekstra Bladet forærer ham en ramme med originaludgaven af den så kendte tegning, der fremstiller Danske Bank-chefen som en gebyrgrib.
Fem dage efter sit farvel til banken er han endnu ikke er nået til at holde fri. 44 år skal lige sorteres og lægges ordentligt på plads.
"Det er ikke blevet til så meget endnu. Jeg har haft nogle ting at rydde op," siger Peter Straarup.
"Men i morgen - eller i overmorgen."
Han ser frisk og glad ud. Intonationen er blidere og gestikken livligere, end offentligheden normalt får lov at opleve. Ved sin side har han sin smilende kone Ricky Lee Straarup.
"Nu får du måske lov til at se lidt mere til ham," er en kommentar, hun får lov til at svare på et par gange, efterhånden som de flere hundrede gæster defilerer forbi.
I porten anslår man, at der vil komme mellem fem og seks hundrede.
Efter Straarup-parret står bestyrelsesformand Ole Andersen, og efter ham Eivind Kolding med sin hustru Birgitte, der er advokat. Andersen og Kolding er det nye makkerpar i spidsen for den blå bank. Eivind Kolding er i den grad kommet i gang med arbejdet, forsikrer han.
"Det må jeg sige. Moody's sørgede jo for, at jeg havde noget at lave allerede torsdag," siger Eivind Kolding med henvisning til kreditvurderingsbureauet Moody's, som onsdag aften satte otte danske banker på en lang liste over europæiske institutter, der står til en nedgradering af deres kreditværdighed.
Netop denne denne trussel bliver vendt både en og to gange over kanapéer, sandwich, vin og vand i de fine gamle lokaler, hvor Peter Straarup siger farvel. Meterhøje træpaneler, silkebetrukne møbler og tykke gulvtæpper danner rammen om rigtigt mange jakkesæt og en hurtigt stigende temperatur. I det tilstødende lokale tjekker de mange topchefer på skift mail på deres telefoner.
Det behøver Straarup ikke. Foreløbig har han ikke meldt ud, om pensionisttilværelsen skal fyldes med andet end gode bøger.


































seneste kommentarer