49 af de 52 soldater, der tidligere mandag blev meldt fanget af en oprørsbevægelse i Sudan, er nu frigivet. Det beretter nyhedsbureauet Reuters.
Soldaterne tilhører fredsstyrken UNAMID, som er udsendt af FN og Den Afrikanske Union i fællesskab.
- Vi tilbageholder UNAMID-soldaterne, fordi de trængte ind på vores område uden tilladelse, og fordi de var ledsaget af tre sudanere, vi mistænker for at arbejde for efterretningstjenesten, sagde en talsmand fra oprørsbevægelsen Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen, JEM, til Reuters i forbindelse med tilfangetagelsen.
De sidste tre soldater, der ikke er sluppet fri, mistænkes for at være sudanesiske sikkerhedsagenter.
Gennem de seneste 10 års borgerkrig i Sudan har UNAMID-fredsstyrken gentagne gange været fanget i krydsild mellem regeringstropper og oprørsstyrker.
JEM mistænker UNAMID-fredsstyrken for at spionere på oprørsbevægelsens territorium.
Oprørsbevægelsen har til formål at vælte den sudanesiske præsident, Omar Hassan al-Bashir, som Den Internationale Straffedomstol har tiltalt for folkedrab og andre forbrydelser mod sin befolkning.


































seneste kommentarer