Nynne Hein Møller, Berlingske Nyhedsbureau
7-årig anklaget for racisme
En britisk dreng på bare syv år er anklaget for racisme. Årsag? Han spurgte en skolekammerat, om han var brun, fordi han kom fra Afrika. Derfor har skoleinspektøren på Griffin Primary School nu bedt moderen til den 7-årige Elliot Dearlove om en underskrift, der bekræfter, at hendes søn kom med en racistisk bemærkning. Men det nægter moderen, der forsvarer sin søn med, at han bare var nysgerrig og ikke ville være fræk. Men moderen til den afrikanske dreng deler ikke den opfattelse. Hun brokkede sig over den tilsyneladende racistiske bemærkning til skoleinspektøren, og Elliots mor måtte derefter stå skoleret, skriver britiske The Sun.
Fuglestudie skal belære os om utroskab
Amerikanske forskere har studeret mere end 200 fuglearter for at blive klogere på utroskab. Studiet viser ifølge Huffington Post, at fugle er mere tilbøjelige til at søge nye partnere, når klimaforholdene bliver uforudsigelige eller skiftende. Årsagen er, at fuglene søger forskellige gener til deres unger, når de er usikre på, hvad fremtiden bringer. Og ved at være fuglepartneren utro forbedrer fuglen chancerne for, at ungerne bliver bedst muligt rustede til det uforudsigelige klima. Klimaforholdene for fulge svarer til de økonomiske forhold for mennesker, da det er noget, vi ikke selv kan kontrollere, mener forskerne. Man skal altså holde øje med sin kæreste under finanskrisen.
Fra asylansøger til milliardær
Rasiah Ranjith kom fra Sri Lanka til Norge i 1994 for at søge asyl. For at holde kontakten til familien ringede han jævnligt til familien mod øst. Men det blev hurtigt en dyr affære og resulterede i telefonregninger på op til 50.000 norske kroner. Derfor grundlagde han teleselsskabet Lebara, som tilbyder billig telefoni på tværs af landegrænser. Den billige telefoni blev hurtigt et hit hos de tilflyttede nordmænd, så i dag er Lebara spredt ud over hele verden, og sammenlagt er selskabet fem milliarder kroner værd. Ved siden af telefonien har Lebara også oprettet en stiftelse, der har fokus på hjælpearbejde i Asien, skriver norske Aftonposten. Så selvom han er blevet milliardær, har den tidligere asylansøger Rasiah Ranjith ikke glemt sin fortid.


































seneste kommentarer