Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nej til kvote-flygtninge. Regeringens flygtninge-hykleri


Nej til kvote-flygtninge. Regeringens flygtninge-hykleri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Johanne Schmidt-Nielsen, flygtningeordfører for Enhedslisten
Martin Stampe
Debat. 

Kvoteflygtninge: Højrefløjens beslutning om at droppe de 500 årlige kvoteflygtninge afslører, at alle flotte ord om aflastning af nærområderne og bekæmpelse af menneskesmuglernes forretning er det rene hykleri. At Socialdemokraterne bakker op, er ikke overraskende. Men trist er det nu.

Helt tilbage i 1978 besluttede Anker Jørgensens socialdemokratiske mindretalsregering, at Danmark årligt skulle give ly til omkring 500 kvoteflygtninge gennem FN. Året efter blev beslutningen ført ud i livet. I modsætning til spontane asylansøgere, som selv finder vej til vores grænser, er kvoteflygtninge udpeget af FN rundt omkring i verdens flygtningelejre. Der er i hvert fald fire gode grunde til, at det er en god ide.

For det første: Vi hører det igen og igen.  Asylsystemet er fyldt med uretfærdigheder. Og det er sandt. For hvis gummibåden synker, har en stærk voksen krop markant større chance for at overleve i Middelhavets kolde vand end en barnekrop. Risikoen for at blive udsat for seksuelle overgreb undervejs er størst, hvis du er kvinde eller barn. Og kun hvis du kan skrabe penge sammen til menneskesmuglerne, er det overhovedet en mulighed at flygte. Alt det gør kvoteflygtningesystemet op med. Her er det de personer, som har størst behov for beskyttelse, der kommer først i køen.

For det andet er kvoteflygtningesystemet en vej uden om de menneskesmuglere, der tjener penge på andres nød. Er du udvalgt som kvoteflygtning, bliver du ad lovlig vej fragtet til det land, som har sagt ja til at genbosætte dig. Derved undergraver vi ikke blot menneskesmuglernes forretning. Vi sikrer samtidig, at færre lig skylder i land langs Europas kyster.

Punkt nummer tre handler om nærområderne. De nærområder, som igen og igen nævnes i den danske debat og hvor langt størstedelen af verdens flygtninge befinder sig. Højrefløjen fortæller os, at det er her, der skal sættes ind. Og jeg er enig! Alene af den årsag, at det er her, langt de fleste flygtninge befinder sig, giver det uendeligt god mening. Der er brug for massiv støtte til både mad, medicin, vand og husly. Men også til opbygning af infrastruktur. Et land som Jordan, der har en befolkning på størrelse med den danske, har modtaget omkring en million syriske flygtninge. Det lægger naturligvis et voldsomt pres på både skoler og hospitaler.

Hvis ikke børnene har adgang til skoler, kan forældrene ingen fremtidsperspektiver se. Og så flygter de videre. Men økonomisk støtte gør det ikke alene. Netop kvoteflygtningesystemet er også en vigtig brik. Ved at genbosætte en kvinde fra et etnisk, seksuelt eller religiøst mindretal i Danmark, frigives enorme mængder ressourcer i nærområdet. Simpelthen fordi opgaven med at beskytte hende lokalt er så krævende. For det fjerde er det helt utænkeligt, at vi kan løse flygtningeproblemerne, uden at verden løfter i flok.

Det er den flok, Danmark er blevet meldt ud af. Lad os håbe, at ingen andre lande lader sig inspirere. Men er 500 årlige kvoteflygtninge ikke en uendeligt lille dråbe i havet? Nej. For de 500 kvoteflygtninge er en del af noget større. Og uanset hvad: For hvert eneste af de 500 mennesker gør vores indsats en afgørende forskel. Det handler såmænd om liv og død. At vi ikke kan hjælpe alle, må aldrig blive et argument for, at vi hjælper ingen. 

Inger Støjberg praler for tiden med, at antallet af asylansøgere, som kommer til Danmark, er historisk lavt. Men er det ikke netop et argument for, at vi igen meldes ind i FN's fællesskab?