leder

Grænsestridigheden mellem Danmark og Tyskland bliver mere og mere ophidset. Senest har Jurg-Uwe Hahn, justits- og europaminister i Hessen, opfordret tyskerne til at fravælge Danmark som turistmål, så den danske regering virkelig kan mærke, hvad tyskerne mener om genindførelsen af den danske grænsekontrol.

Opfordringen i det store tyske dagblad Bild, viser at sagen om ansættelse af 98 toldere er kommet helt ud af proportion. Udviklingen viser også, at vi er medlem af et internationalt samfund, hvor det ikke længere kan lykkes politikere at sige ét hjemme i Danmark, mens man siger noget andet i udlandet.

I dag bliver det nemlig opdaget - og så sker der forunderlige ting og sager - når udsagnene ikke stemmer overens.

Dansk Folkeparti gik med regeringspartierne til en forringelse af efterlønnen. Det var ellers hjerteblod for pianisterne, så Dansk Folkeparti skulle jo have noget i stedet, der virkelig kunne hente nogle af efterlønsstemmerne hjem igen.

Dansk Folkeparti fik 98 ekstra toldere ved de danske grænser.

Den udvidelse af toldvæsenet blev oversolgt af Pia Kjærsgaard og hendes håndgangne mænd. Der ville komme grænsebomme, og der var ingen grænser for, hvilke kriminelle bander fra Østeuropa og narkosmuglere, der kunne standses i forbindelse med den nye grænsekontrol.

Dansk Folkeparti solgte budskabet til danskerne, og regeringen lod partiet få lov til det.

Det var først, da den udenlandske presse og derefter politikerne fra Tyskland, Sverige og EU-kommissionen begyndte at reagere og tale om brud på Schengen-aftalen, at det gik op for regeringen, at sagen om de 98 oversolgte toldere, nu var blevet et stort problem i forhold til de øvrige EU-lande.

Dansk Folkeparti kan således ikke holde sådan en forskruet salgstale til danske vælgere, uden det bliver bemærket i udlandet.

Nu er det åbenbart kolossal vanskeligt at stoppe talen om Pia Kjærsgaards grænsebomme og give reelle oplysninger om, at det faktisk kun drejer sig om 98 ekstra toldere på jagt efter smuglere.

Hele sagen har således udviklet sig til et absurd teater.

Desværre ser det ikke ud til i meningsmålingerne, at det går ud over Dansk Folkepart, når partiet vil købe sig stemmer ved at gøre 98 ekstra toldere til en permanent grænsekontrol.

Nej, i stedet kommer det tilsyneladende til at gå ud over Danmark som helhed og en sagesløs turistindustri i særdeleshed.