leder

Politiet mener, at det måske kunne være undgået, at en psykisk syg 40-årig mand dræbte sin egen mor for derefter at begå selvmord. Det skete i søndags. Fredagen før blev politiet kaldt til Brumleby i København, hvor den 40-årige mand kravlede nøgen rundt og spiste jord og græs.

»Det er desværre det, vi ser, at vi kører de psykisk syge hen på en psykiatrisk afdeling, hvor efter de bliver lukket ud igen. Få dage efter kan vi så køre ud for at hente de samme personer,« siger politiforbundets formand, Peter Ibsen.

Problemet er ofte, at det er frivilligt, om psykisk syge tager deres medicin. Det kan man ikke tvinge dem til, og det kan give nogle vanvittige problemer nogle gange med både tragisk og fatal udgang, som vi så det i sagen med den 40-årige københavner og hans mor.

Det er forståeligt, at samfundet har svært ved at bruge tvang over for det enkelte individ, der ikke har gjort noget. Det gjorde man i et vanvittigt stort omfang før Anden Verdenskrig. Men oplevelserne med Hitler-regimets umenneskelige behandling af blandt andre psykisk syge har på den anden side gjort os berøringsangste. Ikke mindst filmen Gøgereden fra 1975 har haft enorm betydning på den måde, vi behandler eller rettere sagt ikke behandler vores psykisk syge medborgere. Her skildredes et modbydeligt liv på en anstalt for psykisk syge.

De offentlige myndigheder har ellers ikke noget imod at gribe ind i folks private affærer. De vil bestemme, hvor længe du må bo i dit sommerhus, og hvor længe du må leje det ud og hvem, du må sælge det til.

Man må overvåge offentlige gader og stræder. Man må aflytte telefoner, og Skat må se dine personlige kontoudtog, som du ellers har privat sammen med din bank. Der er næsten ikke nogen ende på, hvad myndighederne må blande sig i.

Men når det kommer til at hjælpe en psykisk syg mand og tvinge ham til at tage sin medicin, så han ikke er til fare for sig selv og sine omgivelser, så holder mulighederne op.

Selvfølgelig skal vi passe på, at man ikke skaber et umenneskeligt miljø for psykisk syge, som man så det i Gøgereden, men på den anden side kan vi heller ikke have ulykkelige mennesker løbende rundt i samfundet, uden at gøre noget ved det.

Politiet henter dem, når de skaber ravage i det offentlige rum, hvor efter de slippes ud igen. En ond spiral.

Derfor bør der en regelændring til, så det bliver muligt at tvangsmedicinere psykisk syge, så de selv får det bedre, og de ikke er til fare for andre borgere.

Her er et område, hvor vi bør gøre op med en misforståede berøringsangst.