Historisk interesserede læsere vil glæde sig over, at Dagbladet har taget hul på en serie om veje og gader med personnavne, skrevet af journalist Annette Holm.
Serien fortæller om de 16 personer, der har opnået den store ære at få en gade i Ringkøbing opkaldt efter sig. Således har vi fået historien om Stadil-drengen Jens Dyekjær, der i midten af 1800-tallet drog jorden rundt, inden han nedslog sig som fiskeeksportør og opbyggede en af Vestjyllands største forretninger af sin art - for hvilket Ringkøbing ærede ham ved at kalde en sidegade til Vester Strandsbjerg Dyekjærsvej.
Personen bag Bildtsvej er også afsløret - det var en indvandret svensker, der skabte en betydelig karetmager-virksomhed, som automobilet dog satte en stopper for.
I nabolaget finder vi Kirksvej, som mange familier på denne egn kunne hævde var opkaldt efter dem - lige indtil vejen for et par år siden fik ændret navnet til Jens Kirksvej. Dette skete ikke som en tidlig hæder til det lokale folketingsmedlem, men fordi det skulle præciseres, hvilken Kirk, der var tale om - og det var altså en landinspektør, der byggede det første hus på Herningvej i 1859.
Netop det at hædre betydningsfulde eller specielle personer med at opkalde en gade eller vej efter dem, er helt passé i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Det er ganske vist kommunens ret at finde på vejnavne, og lokalpolitikerne, der skal godkende navnet. Eneste regel fra centralt hold er, at man ikke opkalder efter nulevende eller nyligt afdøde personer.
Men det er slet ikke kommunens stil at give afdøde, markante vestjyder deres egen vej. I stedet søger kommunen efter gamle gårdnavne, hvilket er fint, og senest har skaffet Ringkøbing en vej med det fantastiske navn Blæsenborg Allé.
I andre tilfælde vælger kommunen den totalt fantasiløse løsning at køre løs med ø-navne eller plantenavne, så »folk nemmere kan finde ind til et kvarter...«.
Topmålet af fantasiløshed ses i Ringkøbing, hvor fire veje i samme kvarter hedder Markledet, Marktoften, Markskellet og Markdiget. Det er da ikke særligt befordrende for stedsansen.
Hvorfor har vi en så ydmyg navnepolitik? Er det fordi vi er vestjyder og helst ikke vil gøre et for stort nummer ud af noget eller nogen? Er det jantelov eller trang til ligemageri? Er vi bange for, der går fnidder-fnadder i det, og diskussionerne ingen ende vil ta’, hvis hun og ikke han får en vej opkaldt efter sig..?
Det er vel samme skavank, der gjorde at Ringkøbings nye skole ikke fik det flotte navn Mylius-Erichsen Skolen, der ville have sendt vores børn ud i verden med et ordentligt schwung i ryggen...
Det bruges fra kommunen og stednavneforskeren, professor, dr. phil. Bent Jørgensen fra Københavns Universitet, også som argument, at lokale borgere alligevel går let i glemmebogen - ganske som det er sket med mange af de personer i Dagbladets serie - og så ender man om 100 år med et vejnavn, ingen kan huske oprindelsen af.
Og hvad så?
Tilbage står jo, at vejen har et navn med en indbygget historie, som kan findes frem igen ved givne lejligheder. Og som altid vil være bedre end ligegyldige bær- og plantenavne.
På denne plads skal ikke bringes kandidater på bane - men blot opfordres til, at principperne justeres, så det lader sig gøre.
Lad os da vove noget mere - samtidig med at vi bringer noget personlighed ind vores bybilleder.
seneste kommentarer