De fleste har hørt om Googles Android, Apples iOS - og måske Microsofts Windows Phone 7. Men hvem er »MeeGo«? Svaret finder vi i Nokia N9 - en flot og spændende mobiltelefon med et glimrende styresystem. Se her hvorfor du ikke skal købe den.
Selv om mobilen er lavet af plast, virker den solid og helstøbt. Her er ingen bagklap, for batteriet er fast indbygget. SIM-kortet monteres i toppen, hvor vi også finder et flot afdækket stik til strøm og data.
Apparatet fremstår som en ren, afrundet flade. Selv skærmen er en smule buet i kanterne. Fronten er fri for knapper, mens højre kant huser tre sølvfarvede knapper til lydstyrke og tænd/sluk. At mobilen er tungere end så mange andre plast-mobiler (135 gram), bidrager egentlig bare til kvalitets-oplevelsen.
Flot skærm
Med skærm på 3,9 tommer lægger N9 sig akkurat midt imellem iPhone (3,5 tommer) og Galaxy SII (4,3 tommer). Det er et fint kompromis, og fordi skærmen går næsten ud til kanten, er mobilen ikke meget større end iPhone. Skærmen bruger AMOLED-teknikken, som giver klare og mættede farver.
Kameraet skyder HD-video og billeder med 8 megapixel, men nok så væsentlig er den fine vidvinkel og høje lysfølsomhed. Når mørket virkelig sænker sig, er der hjælp at hente fra de dobbelte LED-lamper. N9 fortsætter altså Nokias tradition for glimrende kameraer. Desværre sidder linsen midt på mobilens bagside, hvor fingrene let kommer i vejen. Front-kameraet er lige så upraktisk placeret i nederste hjørne, hvor det tildækkes, når man holder mobilen i højre hånd.
Som andre Nokia-mobiler leveres N9 med gratis navigation, hvor kortene lagres på mobilen, så man kan navigere uden internet-forbindelse.
Nokia har ikke fundet plads til et SD-kort, så du må nøjes med den medfødte lagerplads på 16 eller 64 gigabyte. En mere overraskende mangel, når vi nu taler Nokia, er at telefonen ikke har nogen FM-radio.
Nyskabende
Skærmtastaturet udløser en let vibration - både når du rammer og slipper en tast. Den fysiske tilbagemelding er hjælpsom og behagelig. Omvendt trækker det ned, at de danske tegn sidder forkert. Og skiftet fra lodret til vandret visning tøver ofte en smule.
Ellers er brugerfladen lynhurtig, og mange betjenings-detaljer føles naturlige, selv om de faktisk er ret nyskabende. For eksempel kan man vække mobilen fra dvale ved at prikke et par gange på skærmen - som når man prikker en ven på skulderen.
Ved at køre en finger tværs over skærmen skifter man mellem tre faste skærmbilleder: En startmenu med ikoner til alle programmer, en grafisk oversigt over åbne programmer - og en skærm med aktuelle mails, kalenderaftaler osv. Det er let at finde rundt i. Håndteringen af opkald, post og kalender er også glimrende. Styresystemet er på godt og ondt integreret med tjenester som Skype og Facebook.
Weblæseren understøtter ikke flash, så ligesom på iPhone er man afskåret fra en række hjemmesider. Hvor døende flash-formatet end måtte være, er det stadig standard mange steder.
Tomme hylder
Selvfølgelig er her små irritationsmomenter, som man normalt ville affeje som børnesygdomme. Problemet er bare, at denne mobil næppe har noget voksenliv foran sig. MeeGo-platformen er død - Nokia har selv taget livet af den.
Derfor er der intet incitament til at udvikle programmer til platformen. Så de tomme hylder i app-butikken vil forblive tomme. Vi ledte forgæves efter rigtig mange »apps«, som brugere af Android og iPhone vil finde uundværlige.
Nogle vil måske købe MeeGo-mobilen som et politisk »statement«. Og hvis man virkelig ønsker at skille sig ud fra horden af Android- og iPhone-brugere, findes der næppe noget bedre alternativ. Men Nokia har nu engang valgt Windows-vejen, og derfor fremstår N9 allerede nu som et forældet kuriosum. Så ubarmhjertig er altså udviklingen inden for smartphones. Men Nokia N9 er uden tvivl den hidtil bedste mobiltelefon, som vi ikke kan anbefale.
Nokia N9
Pris: ca. 4000 kr. uden abonnement.
Mere information: www.nokia.dk/N9
PLUS: Flot og anderledes. Basalt velfungerende.
MINUS: Død platform. Meget få programmer. Høj pris.







































seneste kommentarer