Gad vide, hvad komikeren Jan Gintberg ville have sagt om Hvide Sande, hvis hans tv-turné til Udkantsdanmark havde bragt ham til klitten?
Det havde årets revy - med folkene der kalder sig totusindogævle-holdet, et godt bud på, da der i weekenden var Hawfestfrokost i teltet på havnen.
Kim Hansen - forklædt som den højtråbende Gintberg - gav den gas.
»Ifølge DSB’s rejseplan tager det 5 timer og 47 minutter at komme hertil. Det kan man eddermame kalde Udkantsdanmark,« lød indgangsreplikken.
Den falske Gintberg havde selvfølgelig været en tur rundt i byen for at besøge de lokale seværdigheder. Og her undrede han sig over flere ting. I stedet for at møde tyskere på Tyskerhavnen mødte han små smølfelignende mænd i blå kedeldragter. På Troldebjerg var der ingen trolde, men derimod borgmesteren, der var ude at måle op til en bjergenkeltstart, når Giro d’Italia til næste år cykler gennem Vestjylland. Og så var der lige det med Danmarks bedste badestrand, som nu er fuldstændig hegnet ind.
»Er det fordi I vil have jeres sild for jer selv,« spurgte Gintberg alias Kim Hansen til publikums store morskab.
Han foreslog da også at molebyggeriet blev vendt den anden vej ind i fjorden - så kunne man samtidig spare søvejen. Det gigantiske byggeri gik da heller ikke de kedeldragtklædte fiskere - Søren Veirup, Hans Lyngvig og Kim Hansens - næser forbi. I en fiskerrap fik de fortalt hvordan Steen Davisens fik lokket 100 millioner til søvejen ud af Lars Løkke, forskellige puljer og EU, men var det nok? Nej! lød det fra fiskerne.
Sidste års Støt Brysterne-kampagne, der bød på mandemotionsløb på havnen fik også et par ord med på vejen.
»Puha, hvor er jeg træt...« sagde de ene lyserøde løber til den anden.
»... af at støtte alle de bryster.«
Hvide Sande behøver i øvrigt ikke være misundelig Hernings multiarena Boxen - for sådan én har man haft i årevis: Auktionshallen. Om formiddagen bliver turisterne flået til fiskeauktionen, om aftenen bliver den brugt til sømandsbal og søndag morgen kan alle så få syndsforladelse, når fiskekasser gør det ud for kirkebænke, lød det i revyen.
Revyens enlige kvinde Mette Veirup høstede et af de allerstørste bifald, da hun kom med sit bud på hvem der i virkeligheden bestemmer i Hvide Sande.
Det er nemlig hverken borgmesteren, Henning Davidsen eller Buller Frich, der har mest indflydelse. Det er i stedet en kvindelig blondine med hjerne, solbriller i håret og kameraet klar, når der er aktiviteter i Hvide Sande. På Sys Bjerres kendte Malenesang lød omkvædet blandt andet at: er vi så enige om at det - er Dorthe F. der er manager her!
Offeret selv tog hovedrollen i stiv arm - lige som alle de andre, der blev klædt af til skindet.
Revyteksterne er skrevet af Ævleholdet selv, Hasse Hagenflindt, Holger Villadsen og Jørgen Iversen. Og mon ikke de gør det igen til næste år?
p nettet
Se flere fotos fra revyen på Dagbladets hjemmeside










































seneste kommentarer