HVIDE SANDE

De løb bogstavelig talt for livet.

Borgmester Iver Enevoldsen, folketingsmedlem Esben Lunde Larsen, tidligere forsvarsminister Søren Gade og omkring 60 andre mænd snørede i formiddags løbeskoene for at løbe penge ind til Kræftens Bekæmpelse og forskning i brystkræft.

Det gik over al forventning. De løbende mænd fik sponsorer til at lægge i alt 277.527 kroner og 25 øre. Dermed har man overgået sidste års resultat med flere længder, og den gang var det nok til at gøre Hvide Sande til den by, der samlede flest penge ind.

Iver Enevoldsen nåede op på 12,5 kilometers løb på en time, og han var godt tilfreds med den fælles præstation.

»Jeg vil meget gerne bakke om det enorme lokale engagement og være med til at støtte en god sag,« siger han.

Udover brystløbets penge har en lang række butikker i Hvide Sande særlige lyserøde tilbud, hvor en del af pengene går til projektet. Det er endnu ikke gjort op, hvor mange penge, det giver oveni.