Søndervig

Søndervig Hestecenter, der åbnede sidste sommer, havde så god en sæson, at ejerne Louise og Søren Lodberg nu vil udvide.

Parret har søgt om og fået kommunens tilladelse til at etablere en ny og større ridebane og et skydeanlæg.

Ideen til sidstnævnte fik Søren Lodberg, fordi de fleste kunder er børn og unge piger. Det betyder, at deres brødre og fædre står og keder sig, mens pigerne rider.

»Vi vil gerne udvide med et skydeanlæg, hvor der kan skydes med lette våben som luftgevær, bue og pil og hardball,« fortæller Søren Lodberg.

DN har klaget

Trods den kommunale tilladelse kan parret ikke som ønsket gå igang med udvidelsen, så den klar klar til sommersæsonen.

For Danmarks Naturfredningsforening (DN) har klaget over zonetilladelsen til Natur- og Miljøklagenævnet.

DN henviser i klagen til, at området er udlagt til bolig- og ferieformål og ligger i kystnærhedszonen. DN mener, at området bør fastholdes som åbent land på grund af de store, landskabelige værdier.

Louise og Søren Lodberg tør ikke gå i gang med udvidelsen, før sagen er afgjort. Og de ved, at det kan tage et år eller mere.

»Så nu har vi skrevet til DN og spurgt, om vi ikke kan komme i dialog med dem,« fortæller Søren Lodberg.