Efter to timers cykling på den isdækkede fjord nåede Dagbladets spontane polarekspedition Hvide Sande, hvor vi netop nu, klokken 16.15, har sat os ind på Ejvinds Bageri for at nyde en velfortjent fastelavnsbolle og en kop varm kaffe. Blodsukkeret er lidt lavt efter anstrengelserne på isen.
Men det gik forbavsende godt. Ingen steder virkede isen tynd, og der var kun et par steder med skruninger, hvor vi måtte trække. Ellers var det bare derudad, omend det gav rigelig god motion at trampe af sted i sammenpakket sne.
Det var en forunderlig oplevelse at stå midt på Ringkøbing Fjord og kigge ind på land. Vi havde strålende solskin og vinden i ryggen og kursen var de første kilometer sat efter vindmøllen på havnen i Hvide Sande.
Vi kom aldrig over andet gear, men bortset fra en kæde, der sprang af, så var der ingen problemer.
Det var koldt, da vi midt på fjorden gjorde ophold for at sende en rapport af sted, men ellers var der ikke noget problem med at holde varmen.
Da vi nærmede os Hvide Sande, var vi lidt nervøse for, om der ville vise sig åbent vand eller tynd is, men den var solid som beton hele vejen ind i Tyskerhavnen.










































seneste kommentarer