HVIDE SANDE

Mange års mødefrokoster tyngede tidligere forsvarsminister Søren Gades krop, da han sidste år deltog i Støt brysterne-motionsløbet i Hvide Sande.

Formen rakte dog kun til at trave ruten rundt for at samle penge ind til forskning i brystkræft.

I går var der anderledes fart over eks-ministeren, der i løbet af det seneste år er blevet forvandlet til en slank og veltrænet herre.

I løbet af 60 minutter løb tilbagelade Gade ikke mindre end 14 kilometer, så sponsorerne måtte til lommerne.

Gade er i dag medlem af Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse og har en personlig motivation for at støtte sagen. For nogle år siden mistede han sin kone til sygdommen.

Han var da heller ikke i tvivl om, at han ville bakke op om løbet endnu en gang, da lokalformand Vera Kristensen spurgte ham.

»Jeg er her for at støtte den gode sag. Løbet her er en fantastisk mulighed for at samle mange penge ind til kræftforskningen,« siger Søren Gade.

Gade og de 60 øvrige deltagere løb rekordmange penge ind. I løbet af det timelange løb kom 277.527 kroner i kassen.