Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Blæsende Nordsø Cup var en ekstrem prøvelse

Dennis Roes til venstre og Fritz Kott til højre. Kontrollører kørte rundt og målte fiskene, hver gang der blev fanget nogen. Foto: Mikkel Jezequel


Blæsende Nordsø Cup var en ekstrem prøvelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nordsø Cup 2016 var i gang lørdag, hvor danske og udenlandske lystfiskere fiskede i hård modvind i otte timer.

»Nej, det er jo ikke lige det bedste vejr at fiske i. Men er man fisker, er det altid fiskevejr,« råber Frtiz Kott i den hårde vestenvind, der næsten overdøver hans ord.

Bølgerne skummer ind over stranden mellem Søndervig og Houvig, hvor godt 90 fiskere er gået i krig mod vinden og Vesterhavet. Nordsø Cup har eksisteret i 21 år, og konceptet er stadig det samme som i 1995. Fang så mange fisk du kan og vind en præmie.

»Det handler slet ikke om at tjene penge for os. Det er reklame, og det er for at vise, at vores område og kommune kan noget helt særligt,« siger Fritz Kott, der er arrangør af Nordsø Cup.

Han er en bred mand med et stort smil, og til daglig driver han Kott Fritid, som er en i Hvide Sande, der byder på forskelligt udstyr til fiskeri.

Kommer igen

Mere end halvdelen af konkurrencens deltagere er tyskere. Derudover kom der også hollændere, mens resten er danskere fra hele landet. To af dem er Dennis Roed og Stig Sørensen. Dennis Roed har været med til Nordsø Cup 15 gange.

»Det er turen og hyggen, der får os til at komme igen. Vi har ikke været så heldige indtil videre, men jeg tror på det,« siger han med et grin.

Han fortæller, at der ikke er en konkurrence som denne andre steder i landet.

100 fisk på krogen

Til Nordsø Cup skal man fiske direkte fra stranden. Det kaldes surfcasting. Ifølge Fritz Kott er det noget, de fleste kan finde ud af.

»Jeg har set, at hr. og fru Danmark har trukket 30 fisk op på en eftermiddag, så man behøver slet ikke have det dyreste udstyr. I dag er vejret ret hårdt, så vinderen kommer nok ikke af sted med mere end 40 fisk,« siger han.

Det er fladfisk og havbars, der trækkes op, mens enkelte også fanger ål.

Nogle fiskere havde taget længere stænger med for at kunne fange torsk, som er lidt længere ude. Havde der været vindstille, ville de dygtige fiskere fange op mod 100 fisk i løbet af dagen.

Gullasch og frikadeller

Det er koldt at stå på stranden hele dagen. Derfor kommer bageren fra Hvide Sande forbi og serverer gullasch til de hårdt trængte fiskere. Et par af medarbejderne fra Kott Fritid kører op og ned ad stranden for at dele øl og sodavand ud.

»Det er en del af traditionen, og det er rigtig godt med noget varmt at spise ind imellem,« fortæller Dennis Roed.

Han glæder sig nu mest til de hjemmelavede frikadeller om aftenen.

Verdensmesteren i disciplinen surfcasting var også til stede ved Nordsø Cup. Det er en tysker, som kommer fra Kiel.