Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Dværgternen truet ved Hvide Sande

Dette område er afspærret for at give dværgternen en chance for at yngle i fred. Foto Poul Osmundsen.

Dværgternen truet ved Hvide Sande

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ynglebestanden er næsten væk - men ornitologer og Havnen gør, hvad de kan, for at redde den sjældne fugl

HVIDE SANDE: Den sjældne dværgterne, verdens mindste terneart, er så godt som udryddet ved Hvide Sande.

Det kan man læse i en alarmerende artikel i Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) nyhedsbrev.

Et af de få steder i landet, dværgternen yngler, er Hvide Sande Nordstrand i området omkring de tre store møller, og ifølge DOF-nyhedsbrevet er bestanden af ynglende dværgterner gået ned fra 40 til et par.

Et DOF-medlem har oven i købet konstateret, at det ene par, der er tilbage, har mistet ungerne.

DOF mener, at en af de væsentligste årsager til tilbagegangen i Danmark, er, at der køres med biler på strandene, og at der renses for grundigt, så fuglene og deres unger ikke har steder at skjule sig.

En lokalkendt, erfaren "fuglekigger", Erik Enevoldsen, der i mange år har fulgt dværgternen, mener dog, at det er for tidligt at proklamere dværgternens forsvinden som ynglefugl på Hvide Sande Nordstrand.

- Jeg blev lidt overrasket, da jeg læste artiklen i nyhedsbrevet, siger han.

Indhegnet område

Et område på Nordstranden har siden 2013 været afspærret for at sikre ynglende dværgterner.

- I det område har jeg i år set i alt fald tre par, der lå på æg; om det er lykkedes at få ungerne på vingerne, kan jeg dog ikke sige, fastslår Erik Enevoldsen, der er lokal DOF-repræsentant.

- Jeg har også set et par dværgterner på stranden syd for Hvide Sande, men om de også yngler, ved jeg ikke. Desuden er der et ikke afspærret område længere mod nord, hvor dværgternerne også yngler, og der kan også have været par, der har ligget på æg.

At dværgternen er truet, lægger Erik Enevoldsen bestemt ikke skjul på.

- Det er derfor, vi de sidste fire år efter aftale med havnen har afspærret området. Kørende og gående trafik ikke er tilladt i yngleperioden; vi har også en aftale om, at drivtømmer og lignende skal blive liggende på stranden, så hverken bilkørsel eller strandrensning er årsag til tilbagegangen, siger han.

- Vi har et godt samarbejde med Havnen, og lokalt gør vi, hvad vi kan for at sikre yngleområdet.