Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tipperhalvøen - naturperlen i Ringkøbing Fjord

Forsiden af Skov- og Naturstyrelsens pjece om Tipperne. Man ser en stor kobbersneppe med unger, en vibe, to klyder og to rødben. Illustrationen er udført af Jens Gregersen og giver et godt indtryk af naturen på tipperhalvøen. I pjecen kan man læse om Tippernes historie, ynglefuglene, trækfuglene, engene og planterne. Desuden er der en guide om besøg i området. Pressebillede

Tipperhalvøen - naturperlen i Ringkøbing Fjord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Værnengene og Tipperhalvøen rummer på masser af historie og unikt dyreliv.

Ringkøbing: Tipperhalvøen i Ringkøbing Fjords sydvestlige hjørne er et naturskabt landområde på ca. 2900 hektar, omfattende naturreservatet Tipperne i nord, Værnengene og Bjålum Klit i syd, Nymindestrømmen og Holmsland Klit (Bjerregård) mod vest samt Falen Dyb mod øst.

Et fladt landskab med græsmarker, enge, klitter, småsøer, rørskove, render og grøfter. Yngle- og rasteplads for tusindvis af andefugle og vadefugle. Et af Europas vigtigste fugle-reservater (Tipperne) og et betydeligt jagtområde (Værnengene).

Historisk set er denne vestjyske naturperle forholdsvis ung - dannet over en ca. 300-årig periode siden midt i 1600-tallet, da Ringkøbing Fjord havde sit udløb til Vesterhavet ved Skodbjerge. At udløbet befandt sig netop på dette sted, skyldtes at det geografisk lå i en lige linje vest for Skjern Å's udløb i Ringkøbing Fjord.

De store vandmasser fra den strømstærke å havde holdt udløbet til havet åbent gennem århundreder. Men efterhånden begyndte de materialer, som åen førte med sig, så småt at bundfælde. Dermed startede en langsom opfyldning af Skjern Å dybet, lige som dannelsen af Haurvig Grunde og Tipper Grunde (den sydligste del af Holmsland Klit) tog sin begyndelse.

Under pres fra den kraftige sydgående havstrøm vandrede udløbet fra fjorden nu langsomt mod syd, idet havstrømmen - især i uroligt vejr - transporterede enorme mængder sand og grus med sig. Det betød, at Holmsland Klit voksede mod syd - vest for Tipper-landet, som ved denne proces kom til at ligge inde i fjorden.

Ud over materiale-tilførslen fra strømmene i havet og fjorden, fik sandfygningen også stor betydning for dannelsen af Tipperhalvøen. I 1600-årene og 1700-årene havde vestenvinden frit spil, og den flyttede store klitpartier mod øst. Snart begyndte sandflugten at true områderne længere inde i landet.

Dette kunne beboerne i Bork-området naturligvis ikke acceptere i længden, så de gik i gang med at plante hjelme og bygge værn, bestående af langstrakte faskiner, som sandet aflejrede sig imellem og efterhånden blev til græsbevokset eng. Sandflugten var dermed stoppet - og værn-byggeriet gav naturligt nok området navnet Værnet eller Værnengene.

Hen sidst i 1700-tallet fremtrådte konturerne af Tipperhalvøen som en mægtig sandflade, der ved sydlige vinde var helt eller delvist tørlagt. I 1800-årene fortsatte aflejringen klæg, mudder og planterester på sandfladerne. Og efter den århundredlange udviklingsproces kunne Tipperhalvøen op gennem 1900-årene tage sin nuværende form.

Stærkt medvirkende til denne udvikling var de ændrede udløbsforhold fra Ringkøbing Fjord til Vesterhavet. Nyminde-strømmens udløb havde efterhånden flyttet sig så langt mod syd som til Lønne, hvilket var meget utilfredsstillende for skibsfarten bl.a. på Ringkøbing Havn. Efter langvarige forhandlinger blev det i 1910 besluttet at lukke fjordens sydlige udløb, og der blev gravet et nyt udløb ved Hvide Sande.

Men en stormflod ødelagde den nye gennemskæring, som blev lukket i 1915 - og det gamle sydlige udløb blev genetableret. Først 16 år senere - med Hvide Sande slusernes etablering i 1931 - blev Nymindestrømmens udløb til Vesterhavet lukket for stedse. Og Tipperhalvøen kunne nu i fred og ro - gennem fortsat aflejring og opgrøde - udvikle sig til det grønne og skønne naturområde, vi kender i dag.

Livet på Tipperne

I 1770'erne overtog staten den nordlige del af Tipperhalvøen, ca. 700 hektar, og godt 125 år senere - i 1898 - indførtes de første fredningsbestemmelser for området.

Fredningen gjaldt fuglelivet, og målet var at sikre et uforstyrret yngle-, fouragerings- og raste-område for vandfugle. Der var dog ingen fast kontrol med fredningsbestemmelserne i de første 30 år. Men i 1928 udstedte Landbrugsministeriet en frednings-bekendtgørelse, gældende for fuglelivet på Tipperne, og den første opsynsmand blev ansat.

Derefter opførtes det såkaldte Tipperhus på halvøens nordspids, hvorfra man kunne følge fuglelivet på tæt hold. Siden da er der gennemført årlige fugle-tællinger, ornitologisk forskning og andre videnskabelige undersøgelser af plante-, dyre- og insektlivet.

I 1936 blev statens område samt en betydelig del af det tilgrænsende fjord-område udlagt som videnskabeligt reservat. Det samme gjaldt Klægbanken i den østlige del af Ringkøbing Fjord. På Tipper-halvøen kan man opleve et fantastisk fugleliv, såvel i yngletiden som i træktiden.

Enkelte år er der observeret ikke færre end 170 forskellige fugle-arter. Dansk Ornitologisk Forening understreger, at området er uhyre vigtigt for tusindvis af trækfugle, som raster her under deres træk mellem Skandinavien og Sydeuropa eller Afrika. De største flokke trækfugle ses i april og oktober, og de talrigeste arter er pibeand, krikand, gråand, spidsand og gravand samt i mindre omfang skeand og knarand.

Området er også en vigtig rasteplads for titusinder af vadefugle, først og fremmest klyde, hjejle, vibe, almindelig ryle, dobbeltbekkasin, lille kobbersneppe, rødben og hvidklire, men også strandskade, stor præstekrave, strandhjejle, stor kobbersneppe, storspove.

I det tidligere forår og sent på året ses mange bramgæs på Værnengene, mens grågæs optræder i mindre antal. Der ses også en del rovfugle, bl.a. musvåge, dværgfalk, vandrefalk, blå kærhøg og havørn.'

Foreningen har udarbejdet følgende oversigt over, hvornår det er bedst at besøge områderne (primært Værnengene), alt efter hvilke fugle man vil opleve:

Januar-februar: - Mange gæs i "grønne" vintre. Svaner. Et stort antal rovfugle i hele området og ofte mosehornugler i engene.

Marts: - Mange svømmeænder (pibe-, krik-, grå- og spids-ænder). Stor kobbersneppe og rødben i engene.

April: - Atlingænder og skeænder i søerne. Rørhøgen indleder årets redebyggeri. Rørdrummen kan høres. Stor aktivitet i mågekolonierne i Nymindestrømmen. Hugormen nyder solvarmen.

Maj: - Fuglene yngler, bl.a. stor regnspove på Bjålum Klit og gul vipstjert langs vejene. Mange gennemtrækkende vadefugle. Knortegæs i Nymindestrømmen.

Juni: - Færre fugle.

Juli-august: - Engene er ofte tørret ud, men der er mange fiskehejrer, ænder og vadefugle i Værnsande.

September: - På grund af jagt observeres der ikke ret mange fugle uden for Tipperne. En del rovfugle kan dog ses, f.eks. blå kærhøg, musvåge, fjeldvåge, dværgfalk, vandrefalk og en gang imellem havørnen.

Ansvaret for den praktiske pleje af Tipper-reservatet ligger hos Skov- og Naturstyrelsen samt Oxbøl Statsskovdistrikt. Det gælder bl.a. udlejning af arealer til græsning og høslæt. Siden 1976 har der gennemsnitlig været udsat 460 kvier årligt på Tipperne, og man har intensiveret slåningen af hø.

Disse tiltag betyder, at området i dag fremstår som fugtig strandeng med lav vegetation, hvilket giver fuglene de bedste betingelser.

Kun to områder - Storetipper og Lilletipper - har fået lov til at udvikle sig uden indgreb af nogen art, så man her har mulighed for at følge plante- og dyrelivets naturlige udvikling.

Livet på Værnengene

Den sydlige del af Tipperhalvøen - Værnengene og Bjålum Klit på ca. 2600 hektar - er privatejet og blev fredet i 1974 sammen med Nymindestrømmen.

Som Tipperne er et paradis for fuglene, så er Værnengene i lige så høj grad et paradis for jægerne. Her er udsynet vidt. Her kan man ånde kontor- eller andet støv ud af lungerne. Her kan man trave sig træt på de mægtige flader. Man vinder ny appetit. Sover sundt og drømmeløst. Det er derfor ganske naturligt, at jægere fra hele landet strømmer hertil i sæsonen, som strækker sig fra 1. september til 31. december.

Jagtkort kan købes hos Korsholm i Skjern, og i 2016 er prisen for et sæsonkort 2000 kr. Det var da også jægerne, som i 1930'erne begyndte at bygge hytter på Værnengene. Det var simple overnatningshytter, som lodsejerne havde givet jægerne lov til at opføre. De bestod af genbrugsmaterialer, f.eks. fra fiskekasser, overskudstræ, redskabsskure, hønsehuse eller gamle jernbanevogne og små rutebiler.

Efter krigen 1940-45 tog hyttebyggeriet for alvor fart op i 1950'erne og 1960'erne. På et tidspunkt var der omkring 400 hytter, og flere af de mindste og ældste ligger stadig tæt sammen på Store Mjøl, som foruden Lille Mjøl og Grønbjerg udgør de tre eksisterende hyttebyer med i alt 327 grunde.

De fleste af hytterne står på lejet grund, idet de 327 grunde ejes af 10 lodsejere. Mens hytterne oprindeligt kun var udstyret med stearinlys eller petroleumslamper, vand fra medbragt dunk og gammeldags das, så har mange i dag elektrisk lys, radio og TV på batteri-basis, kemisk toilet, gaskomfur og gaskøleskab, gasovn eller brændeovn, rindende vand fra store vanddunke med pumpe, etc. etc.

Fredningsmæssigt har der været stort ståhej omkring hytterne på Værnengene. I 1977 afsagde Overfredningsnævnet kendelse om, at samtlige hytter skulle være fjernet inden 1. januar 1995 - en kendelse, som Foreningen af Hytteejere på Værnet naturligvis satte alt ind på at få omstødt. Og efterhånden fik hytteejerne støtte fra Egvad Kommune, Ringkjøbing Amtsråd , Skov- og Naturstyrelsen samt Danmarks Naturfredningsforening, der anså miljøet i hyttebyerne for bevaringsværdigt.

Den 29. oktober 2002 fremsatte Fredningsnævnet fredningskendelse for de 327 hytter, som var fordelt med 216 i Store Mjøl, 28 i Lille Mjøl og 83 i Grønbjerg. Kendelsen fastslår, at der ikke må bygges flere hytter. De eksisterende må ikke udvides, og deres udseende må ikke må ændres. Der må ikke kloakeres og ej heller etableres hegn og master, flagstænger, antenner, paraboler, solceller eller vindmøller.

Der må ikke plantes hække, træer eller buske og ikke etableres græsplæner. Fredningssagen nåede helt til tops i systemet, inden hytteejerne kunne ånde lettet op. I juni 2004 afgjorde Naturklagenævnet, at Fredningen af Værnengene "bør gennemføres i det væsentlige som bestemt af Fredningsnævnet". Og dermed var den langvarige debat om hytterne slut.

Høslæt og en jagttur

Der findes mange beretninger om livet på Tipperne og Værnengene. I det følgende gengives to fra P. H. Perch's bog "Gennem Lo og Opgrøde" (1924).

Gennem generationer var høet været et af Værnets største aktiver, og herom skriver han bl.a.: "I høslættens korte tid befolkes engene af bønderne fra de omliggende sogne. Efter indviklede regler haves der part i engen, og for fremmede kan det være uforståeligt, hvordan der holdes rede på ejendomsforholdene. Men de indfødte ved nøjagtig besked. Enhver markerer sit engstykke ved at vende en "doel" - det vil sige et spadestik af græstørven i de fire hjørner - på det ham tilhørende areal. Og derpå trækkes der linjer mellem de fire doeler, idet man i den tidlige morgen skridter af fra doel til doel. I det dugvåde græs tegner fodtrinene sig skarpt og tydeligt så langt op ad formiddagen, at høstmanden let når den første runde med leen, inden solen har slettet "opstregningen".

Samme P. H. Perch beretter om en jagt, hvor han en dag med stiv sydvestlig kuling vadede ud fra et punkt ved Falen Kro, tværs over Værnsandene til Værnet. Trods fralandsvinden var der en del vand på sandene, hvilket tydede på, at en mængde vand fra havet var presset ind gennem Nymindestrømmen og stuvet sammen mod nord ved Holmsland og Ringkøbing.

På vejen ud over Værnet skød han flere ænder, fik en bid mad i læ af en rørbusk og nåede hen på eftermiddagen frem til terrænets nordlige grænse. Men nu gik vinden om i nordvest og blev til en hylende storm. Han var klar over, at det gjaldt om at få næsen vendt hjemad, idet vindretningen ville få vandet til at stige kraftigt over Værnsandene.

I det begyndende mørke vandrede han mod syd, følgende østsiden af Værnet, langs Adamspold og Skidenbugt til Store Dæmning. Efterhånden trak vandet ind over engene, og han var klar over, at det var halsløs gerning at vove sig ud over Værnsandene, især da lysene fra Falen Kro kun glimtvis og med mellemrum kunne ses, hvilket gjorde det vanskeligt at holde retningen og styre uden om dybene.

Men vandet steg stadig, så det kunne ikke nytte at blive. Det måtte briste eller bære. Ude på Værnsandene nåede vandet ham til skuldrene, og med bølgeslagene skvulpende hen over hovedet asede han sig langsomt af sted - kun af og til orienteret om retningen og efterhånden mere og mere udmattet.

Han fortæller til sidst: "Hvad nu..? Jeg synes, jeg skimter noget mørkt, der kommer drivende på bølgerne. Et mørkt legeme? Hårene rejser sig på mit hoved. Jeg skimter øjne, en mund, et ansigt. Jeg bliver kold, og knæene bliver slappe under mig. Jeg vakler tilbage, samtidig med at en sø løfter den druknede op. I næste øjeblik vil liget duve ned over mig. Jeg griber fremad for at støde det bort. Jeg føler noget loddent, tyk uld... Det er et druknet klitfår, som krydser min vej og driver videre i mørket. Jeg ånder befriet op... Få øjeblikke efter prajes jeg pludselig af levende menneskestemmer. En båd skyder frem tæt ved mig, og jeg hører på bredt jysk: "Næj sie, en minnesk!" og derpå direkte henvendt til mig: "Kommer do fræ jawt?". Jeg bliver straks halet indenbords. Det er et bådelag, som er for hjemadgående efter at have været ovre for at drive kreaturerne op på Mjølerne eller andre højtliggende steder.