Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


DF: Flere statsansatte skal til provinsen

Peter Skaarup og Dansk Folkeparti foreslår øget hastighed på udflytning af statslige arbejdspladser. Arkivfoto: Nils Meilvang/Scanpix

DF: Flere statsansatte skal til provinsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sundhedsstyrelsen og Energitilsynet, som begge ligger i København, bør flyttes til provinsen allerede i år. Det mener Dansk Folkeparti, som efterlyser større ambitionsniveau fra regeringens side for udflytningen af statslige arbejdspladser.

600 ansatte i Sundhedsstyrelsen og 50-100 ansatte i Energitilsynet kan godt allerede nu forberede sig på at skulle skifte arbejdslivet i hovedstaden ud med et skrivebord i provinsen. Ihvertfald hvis det står til Dansk Folkeparti, som på dagen for partiets sommergruppemøde i Sorø, kommer med et udspil, der sætter turbo på planerne om at flytte flere statslige arbejdspladser væk fra København.

- Vi har sammen med regeringen sikret, at flere tusinde statslige arbejdspladser allerede er flyttet væk fra hovedstaden. Det har været godt, men nu er det tid til at hæve ambitionsniveaet yderligere. Vi skal have Danmark bedre bundet sammen og spredt noget af den vækst, vi ser i København, ud til andre steder i landet. Derfor foreslår vi helt konkret, at Sundhedsstyrelsen og Energitilsynet flytter fra København til provinsen allerede i år, siger Peter Skaarup, formand for Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

I oktober 2015 præsenterede Lars Løkke Rasmussens Venstreregering en plan for udflytning af i alt 3900 statlige arbejdspladser. Den plan er stort set eksekveret, og VLAK-regeringen har ambition om at tage endnu et udflytningsskridt i 2018. Men ifølge Skaarup og Dansk Folkeparti er der slet ingen grund til at vente til næste år.

 - Det tager tid at få rullet en sådan noget ud. Der er mange mennesker, som er involveret. Der skal søges nye ansatte til ledige stillinger, der skal findes egnede lokationer. Det handler om at udvise rettidig omhu, så lad os komme i gang nu, siger Peter Skarup og henviser til en kronik i Jyllands-Posten fra maj i år, hvor flere folketingsmedlemmer fra Venstre, herunder Eva Kjer Hansen og Carl Holst, også efterlyste en hastighedsforøgelse af udflytningsplanerne. V-folkene foreslog blandt andet at rykke Erhvervsstyrelsen til Silkeborg og Bygningsstyrelsen til Skanderborg hurtigst muligt.

- Vi noterer os, at det ikke kun er Dansk Folkeparti, som ønsker at sætte farten i vejret. Langt i ind i Venstre har man lignende ønsker, siger Peter Skaarup.  

Den store udflytning
I oktober 2015 offentliggjorde regeringen planen om udflytning af knap 3900 statslige arbejdspladser.Inden udgangen af 2017 forventes hovedparten af de pågældende arbejdspladser at være flyttet ud.

Kun få af de ansatte på de udflyttede statslige arbejdspladser er flyttet fra København for at følge med deres job ud af hovedstaden. Hele 86 procent har sagt op. Til gengæld er antallet af ansøgere til ledige stillinger langt højere end forventet.

Den gennemsnitlige udgift per arbejdsplads, der udflyttes, er ifølge Erhvervs- og Vækstministeriet cirka 245.000 kroner.

Regeringen forventet, at udgiften for udflytningen ender på 910 millioner kroner.

Regeringen vil i 2018 fremlægge forslag til yderligere udflytning af statslige arbejdspladser.

 

Eksempler på igangværende udflytninger:

Klagenævnets Hus (Viborg): 58 årsværk

Spillemyndigheden (Odense): 55 årsværk

Civilstyrelsen (Viborg): 88 årsværk

Socialstyrelsen (Odense): 184 årsværk

Børnerådet (Billund): 16 årsværk

Dele af Energistyrelsen (Esbjerg): 44 årsværk

Dele af Energinet.dk (Esbjerg og Fredericia): 56 årsværk

 

Ingen adresser endnu

I modsætning til Hansen og Holst vil DF-gruppeformanden ikke komme med bud på, hvor Sundhedsstyrelsen og Energitilsynet bør placeres.

- Vi sætter ikke adresse på. Vi er ikke de rigtige til at vurdere, hvor det fagligt og logistisk er bedst at placere arbejdspladserne, siger Peter Skaarup.

I forbindelse med regeringens udflytningsplan fra 2015 er cirka 100 ansatte i Sundhedsstyrelsens afdeling for patientsikkerhed allerede flyttet til Aarhus. Hvis resten af styrelsen, som er delt op i tre mindre enheder, følger trop til provinsen, betyder det en udflytning af yderligere 600 årsværk. En stor del af de ansatte i Sundhedstyrelsen, som blandt andet udstikker overordnede retningslinjer for patientbehandling og varetager tilsyn med læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, er selv uddannede læger.

Peter Skaarup mener, at en udflytning kan få en positiv effekt på lægemanglen i provinsen.

- Vi tror, at en udflytning af Sundhedsstyrelsen vil tiltrække flere læger til de steder, hvor styrelsens enheder bliver placeret. Vi tror på en synergieffekt, fordi det som læge bliver mere attraktivt at flytte til et sted, hvor der allerede er et lægefagligt miljø, siger han.

Avisen Danmark har uden held forsøgt at få kommentarer fra Venstre og Socialdemokraternes politiske ordførere Jakob Ellemann-Jensen og Nicolai Wammen.