Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Redaktørens stol: Han gik aldrig over til Prince


Redaktørens stol: Han gik aldrig over til Prince

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Morten Guldberg , mogu@jfmedier.dk
Allan Moe/Scanpix Denmark
Indland. 

Hvad skulle vi gøre uden prins Henrik, kongehusets forsmåede gemal, som holder nyhedsstrømmen kørende i begivenhedsfattige stunder, og som vi aldrig bliver trætte af grine af eller latterliggøre, hvad enten det gælder hans gennemsigtige silkehoser, sure rødvin, ubehjælpsomme grammatik eller pinagtige forsøg på at blive danmarkshistoriens første konge, der giftede sig til sin titel?

- Mig være fuglekonge, Jah, parodierede Ulf Pilgaard allerede for 40 år siden i søndagssatireprogrammet Balladebladet på P3, og intet har ændret sig i 2017, hvor Henrik - i en alder af 83 - mere end nogensinde føler sig forfordelt og urimeligt behandlet af både Danmark i almindelighed og Margrethe i særdeleshed i forhold til titel og ligestilling.

Det seneste udfald mod sin hustru via Se og Hør i Sydfrankrig var perfekt timet til at opnå maksimal udbredelse i den nyhedsløse periode, men ser man bort fra underholdningsværdien, lægger der sig et tragikomisk skær over en senægteskabelig strid eksponeret i fuld offentlighed. Og så er jo sådan lidt underligt at opleve dronningens ægtefælle beklage sig over statsoverhovedet. Margrethe optræder som altid med kongelig værdighed, og hun er så populær i befolkningen, at sympatien kun kan samles ét sted i denne anakronistiske strid om titel og rangordning i et monarki, der står og falder med folkelig gennemslagskraft og international reklameværdi for eksportbranchen.

Henrik har jo aldrig været i nærheden at blive ligestillet med sin hustru, for der er der ingen royal tradition for hverken herhjemme eller i nabolandene. Og ønsket har aldrig gjort indtryk på os. Skulle vi have stemt om det, ville hofnar eller tudeprins ligne et mere oplagt resultat end "konge", og selv om det skal være Henrik undskyldt, at han aldrig har tillært sig den danske jantelovsmentalitet, kommer man uvægerligt til at virke komisk, når man et stykke over pensionsalderen fortsat gør meningsløse krav på titel og respekt, som var irrelevant allerede for et halvt århundrede siden.

Så er der igen frit slag for Henrik-bashing i medierne, hvor den ikke får for lidt. Kommentatorer af allehånde observans ophøjer pludselig sig selv til medicinske eksperter og stiller demens-diagnoser, når prinsen lader sig interviewe til levende billeder i åben bil med vind i øjenbrynene. Nogle vil helt kontant have ham censureret væk af etiske hensyn og konsekvenserne for respekten om kongehuset. Som om prinsen per automatik må være mentalt svækket, når han i en fremskreden alder ytrer sig offentligt om sine gravsteds-præferencer i et stemmeleje, som er ligeså sløret, som det har været i årtier.

Her er det så, djævlens advokat melder sig på banen. For godt nok opfører Henrik sig udansk og ikke videre sympatisk i forhold til sin kone, men begivenheden manifesterer også vores manglende accept af en i vores øjne skabagtig franskmand i nationens førstefamilie og et rent ud sagt selektivt forhold til en ligestillingsdebat, der ellers fylder rigtig meget her til lands.

For Henriks pointe er jo uigendrivelig: Kongehuset praktiserer omvendt kønsdiskriminering, når en prinsesse kan blive dronning, mens en prins må nøjes med samme titulering, når man er gift med en kvindelig tronarving. Sådan er det ganske vidst også andre steder, Philip har affundet sig med sin skæbne 15 år længere end Henrik på Buckingham Palace, men hvor er det sædvanlige kor af ligestillings-krævende, som nok skulle være trådt til, hvis Henrik havde været en kvinde med et tilsvarende krav?

Måske er det i virkeligheden det, Henrik - som en slags udenforstående iagttager af vores særegne samfundsstruktur - har så svært ved at acceptere, for mens vi har ændret lovgivningen, så førstefødte piger nu har førstekrav på tronen i forhold til eventuelle lillebrødre, interesserer ingen sig for de formelle rettigheder for en indgift mand i den royale familie.

Lev med det Henrik, det bliver ikke anderledes, urimeligt eller ej, du har aldrig lært de indviklede spilleregler i den danske samfundsdebat, som man nok skal være indfødt for at kunne manøvrere i. Det er ikke for sent at slutte fred, og det er tragikomisk at se landets førstemand slutte livet som en bitter skikkelse med et eftermæle som (den storrygende) prins, der aldrig gik over til Prince. Hverken i konkret eller overført betydning.

Ligestillingsdebatten fylder ekstra meget netop nu, hvor det kvindelige fodboldlandshold er vendt hjem i fortjent triumf med et sæt uventede EM-sølvmedaljer i bagagen.

Men hold nu op. Hvorfor er det, at vi skal igennem det samme hver gang, Danmarks bedste, kvindelige fodboldspillere vinder mere end én kamp i en international turnering?

Én ting er den forudsigelige latterliggørelse fra kvindefodbold-hadere, som aldrig forsømmer en lejlighed til at fyre lumre vittigheder af eller gøre opmærksom på de åbenlyse forskelle i tempo og teknik mellem kvinder og mænd på eliteniveau.

Endnu værre er den usmagelige omklamring af folketingspolitikere og bedrevidende feminister, som suger sig fast til de stakkels spillere og forvandler deres præstation til et argument i ligestillingsdebatten og stiller vanvidskrav om ligeløn, tvangstransmission af 3F-ligakampe på tv og provokerer DBU til at afstå fra at anvende betegnelsen "landsholdet", men tvungen brug af "kvindelandsholdet" og "herrelandsholdet".

Det sidste er sprogligt nonsens. Herrer hænger sammen med damer (som feministerne heller ikke er glade for), paralleludtrykket for kvinder er mænd - og "mandefodbold" lyder som noget fra en ø-lejr.

Sammenligningen mellem mænd og kvinder i fodbold er absurd. Det er to forskellige verdener. Og det er altså ikke "synd" for kvinderne, at de ikke får kontrakter som hverken Messi eller danske superligaspillere, for det rækker regnestykket ikke til.

Det er ikke onde tv-stationers skyld, at danske kvindeligakampe har svært ved at trække flere end 500 tilskuere, det afspejler kvindefodboldens publikumsappel, og den kan ikke pumpes kunstigt i vejret, kun forbedres marginalt over tid med målrettet arbejde blandt aktørerne.

Det gælder i alle idrætsgrene. Min niece har lige vundet VM-medalje i taekwondo, hendes forældre betaler for rejser, transport og alt mulig andet, for hverken for ungdom eller seniorer i sporten kan håbe på mere end at få udgifterne dækket, for præstationen kan være nok så imponerende og krævende: Sporten har ingen eller ubetydelig publikumsappel. Og det ændrer ti, 20 eller 100 ugentlige træningstimer ikke på.

Mønsteret følger de fleste idrætsgrene, især for kvinderne, men det er ikke kønsdiskriminering. I USA dyrker flere kvinder end mænd europæisk fodbold, som er kæmpestort på collegeniveau, men kvinderne tjener næsten ingen penge, for bortset fra landsholdet og slutrunder gider ingen se det på tv. Mændenes liga kan til gengæld trække tilstrækkeligt publikum og sponsorer finansiere en anseelig løn til aldrende topspillere fra Europa. Sådan er vilkårene. 

Få dyrker eliteidræt for at blive rige, det kan kvindelige udøvere i tennis, atletik og golf, men kun de allerbedste. I tennis er der ligeløn mellem mænd og kvinder i de store turneringer, fordi attraktionen er omtrent den samme, kønnene imellem.

Professionel sport fungerer på markedsbetingelser, og det kan man synes om eller foragte, men lad dog være med at blande kønsdebatten sammen med kvindefodboldens vilkår. Og undlad for himlens skyld at sammenligne føromtalte EM-sølvmedaljer med EM-guldet i mandebold 1992. Det er uværdigt og urimeligt over for kvinderne.

Og vi har faktisk vigtigere ting at beskæftige os med i denne tid, og her tænker jeg ikke på den stigende spænding omkring den koreanske halvø med reel risiko for en atomkrig, fordi to utilregnelige og uforudsigelige statsledere agerer som to testatoren-fikserede teenagere i færd med at sammenligne kønsdele.

Næh, jeg tænker på ugens vigtigste og alvorligste emne rullet ud i alt sit opmærksomhedskrævende format på dagbladet Politikens debatsider:

Agnes Juhl Mikkelsen, netop optaget på Københavns Universitet, er helt slået ud over, at hun ikke kan lade være med at Facebook-stalke sine kommende medstuderende på lingvistik-studiet.

Stalking er vist endnu ikke optaget i seneste udgave af retskrivningsordbogen, men ordet lader sig vanskeligt oversætte direkte fra engelsk - det betegner den gedulgte overvågning af et andet menneske uden dennes samtykke.

I Agnes tilfælde betyder det, at trangen overmander hende til at undersøge værdier og politisk overbevisning hos de endnu ukendte medstuderende på de sociale medier, og det giver hende ondt i maven. For hvad nu hvis det betyder, at hun kommer til at vælge nogen fra på forhånd? Det slår hende helt ud. Som hun skriver i sit debatindlæg i den levende avis:

Mine kommende venner fortjener, at jeg ikke pløjer mig igennem deres internettilværelse, endnu før vi mødes første gang.

Så sandt, og man forstår trangen til at delagtiggøre hele nationen i dette djævelske dilemma. Måske forstår vi alle nu, hvorfor næste generation kan have det så svært med tilværelsens udfordringer.

Efteråret er på vej.