Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Negerdrengen


Negerdrengen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Poul Osmundsen , polo@dagbladetringskjern.dk
Billede
Klumme. 
 Nemlig ja, du hvide untermensch: Du kan sidde der i reflektionsrummet og skamme dig noget så eftertrykkeligt over din races og din egen rolle i "racismens ufærdige historie".

Da jeg var barn, mødte jeg hver søndag en lille negerdreng. En lille fyr i hvid kjortel, der lå på knæ med foldede hænder, og som bøjede hovedet taknemmeligt, når jeg stak ham en skærv.

Hvad pokker gjorde en negerdreng langt ude på de vestjyske hedesletter for et halvt århundrede siden, spørger du sikkert. Han sad såmænd i vindueskarmen hos den gårdmand i Grønfeldt, der husede missionsforeningens søndagsskole.

Han var af bemalet papmache, sad på en sparebøsse, og rokkede op og ned med hovedet, når man smed en mønt i bøssen. De indsamlede penge gik til det, der dengang hed "ydre mission" - Luthersk Missionsforenings aktiviteter i Tanzania.

Set i bagklogskabens klare lys, står det mig klart, at den dårlige samvittighed burde vælde op i mig ved erindringen om de søndage for så længe siden.

Jeg burde føle en knusende skyld over, at jeg på den måde har ladet mig udsætte for neokolonialistisk, racistisk, stereotypificerende påvirkning; oven i købet har jeg været med til at betale for kristendommens kulturimperialistiske udbredelse i Tanzania.

Det er afgjort noget, jeg bør sætte mig ned og reflektere over som en artig, forpryglet, underdanig midaldrende hvid mand.

I alt fald hvis det står til den race-fikserede kulturmarxistiske uintelligentsia, der sidder tungt på det hvide snit, som går for åndsliv i Danmark anno 2017.

Som for eksempel konsulent Signe Hegelund og kunsthistoriker Mathias Danbolt, der åbenbart rådgiver museer om den rette tilgang til følsomme emner, der involverer negerartefakter.

De blev hidkaldt af daglig leder af Museum Vestsjælland i Holbæk, Karen Munk-Nielsen, da hun kom ud i en moralsk-etisk krise i forbindelse med museets permanente udstilling om forholdet mellem Vestsjælland og Dansk Vestindien.

Damens krise udløstes af museets samling af negerdukker. For som hun siger til Berlingske:

"Vi synes ikke, vi bare kunne udstille de sorte dukker som en hyggelig ting, små piger fra Vestsjælland har leget med... Dukkerne er betegnet som "Negerdukker" i vores protokol. Denne betegnelse er kontroversiel i dag, og dette sprogbrug vil vi gerne sætte til diskussion, og vi sætter også fokus på de stereotype afbildninger af afrikanske mennesker," siger hun.

Heldigvis har konsulenten og kunsthistorikeren kunnet hjælpe hende ud af krisen; i stedet for at udstille dukkerne i den sammenhæng, hvor de hører hjemme, sammen med alle de andre genstande fra det Vestsjællandske-Vestindiske kulturmøde, er de farlige dukker blevet sat i karantæne:

De er anbragt i et særskilt rum ved siden af selve udstillingen!

"Ved at udstille genstande som dukkerne i et separat rum, træder vi tydeligere i karakter som museum, fordi vi skaber et rum, hvor man mere direkte kan reflektere over det menneskesyn, som dukkerne og sparebøsserne er udtryk for," siger Karen Munk-Nielsen.

Signe Hegelund og Mathias Danbolt bekræfter, at hele manøvren er et kulturmarxistisk projekt, der skal få hvide til at føle sig som dårlige mennesker, fordi de er hvide: "Dukkerne kan for eksempel være med til at fortælle en historie om kollektiv skyld," siger Signe Hegelund. Og Mathias Danbolt skærer hensigten ud i pap: "Forhåbentlig åbner det op for at diskutere racismens ufærdige historie på en respektfuld måde," siger han.

Nemlig ja, du hvide untermensch: Du kan sidde der i reflektionsrummet og skamme dig noget så eftertrykkeligt over din races og din egen rolle i "racismens ufærdige historie".

Som for eksempel, hvordan du fodrede en negerdreng af papmache med småmønter hver søndag, da du var barn.