Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Den lille politiker og ulven


Den lille politiker og ulven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Leif Meldgaard, Vestergade 20 A, Ringkøbing
Billede
Læserbrev. 

Læserbrev: Den forgangne uge har rystet mig i min demokratiske grundvold. Efter sidste valg læste jeg at der bl.a. var blevet valgt over 100 akademikere ind i Folketinget. Ikke at det nødvendigvis borger for en klogere politik, men det siger mig, at der sidder, som minimum, over 100 medlemmer, som har et kendskab til almindelige videnskabelige metoder når det kommer til vidensindsamling, observation, datavalidering, analyse og ikke mindst kildekritik. Når der så derudover sidder et repræsentativt udsnit af befolkningen i øvrigt, skal det hele jo nok gå.

Men, når jeg så, siden offentliggørelsen af, at der er født ulvehvalpe her i Vestjylland, har kunnet iagttage en flok totalt paniske politikere, i specielt den blå side af salen, der uden den mindste skelen til fakta reagerer, som var de trukket direkte ud af et eller andet eventyr, det kunne være H. C. Andersens "En fjer der blev til fem høns", og hvor fakta og realiteter er uden betydning i den heksejagt de har indledt på ulven, bliver jeg lidt nervøs.

Senest set ved Kristian Pihl Lorentzen's indlæg her på siden den 6. juli. Havde han sat sig ind i sagen på fagligt grundlag, havde han vidst, at de spørgsmål, han stiller, alle ER besvaret i Forvaltningsplanen for ulv, som nu har været gældende i Danmark i to år.

Qua mit frivillige arbejde med bl.a. monitorering af netop den danske ulv går jeg, om ikke dagligt så flere gange om ugen, rundt diverse skovområder, både med ulv og områder, der potentielt kan være ulveområde. Er jeg panisk bange? Svaret er et stort rungende nej, fordi ingen endnu har kunnet påvise ulvens farlighed for mennesket i vores moderne samtid i Europa, USA og Canada.

Selv om der cirkulerer mange udokumenterede tal om ulvens farlighed, ja så er fakta, at der i Europa var to dokumenterede fatale angreb på mennesker i Spanien i 1957, et i Canada i 2007 og et i USA (Alaska) i 2010. Altså fire dokumenterede fatale angreb i områder, vi kan sammenligne os med (i øvrigt et udtryk, politikere elsker at bruge som dokumentation eller understregning af validiteten i det sagte).

Herudover underbygger politikeren gerne med de samme vandrehistorier og banaliteter, som ofte ses i bunken af udokumenterede postulater.

Det er meget brugt at dokumentere det usaglige i de såkaldte "ulvevenners" mening om, at ulven er berigelse i den danske natur, med en udtalelse som "I skulle bare se, hvis ulven kom til Sjælland, så ville piben få en anden lyd". Igen uden hold i virkeligheden. Tilhængerne af ulven er bosiddende spredt over hele landet. Jeg kommunikerer med dem dagligt.

Et andet ofte hørt udsagn er "Nu tør vi ikke længere lade vores børn komme ud". Igen, noget useriøse politikere kan lide. Her er det nemt at puste til ilden, godt hjulpet af visse, også lokale, medier. Børn i barnevogne, og hvor de ellers måtte befinde sig, bliver ikke angrebet. Der er ikke historisk belæg for disse påstande.

Der skal også være plads til ros, når det er relevant. Dette medie, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, er faktisk et af de medier, der forsøger at spørge ind til ulven, set fra alle synsvinkler, og har givet plads til forskellige meninger, det er godt gået.

Et tredje standard postulat er, at "Danmark er for lille et land til ulven". Her er fakta følgende. I Tyskland lever langt den største part af deres 46-48 kobler af ulve i Brandenburg og Sachsen. Disse to delstater er til sammen ca. 1½ gange arealet af Jylland og en befolkningstæt på ca. 3 gange den i Jylland. Tallene taler for sig selv, i Danmark har vi måske et enkelt kobbel under dannelse.

Jamen skal det ikke tages alvorligt, at nogen er nervøse eller ligefrem bange for ulven? Jo, selvfølgelig skal det tages alvorligt. Men det er ikke at tage det alvorligt, bare at give folk ret i totalt ubegrundede rygter og misforståelser. Uværdigt af ansvarlige politikere.

Løsningen er oplysning og atter oplysning. Informationen er der, og her har medierne også et ansvar ved ikke bare at være talerør for sortsynet.

Med det stigende hysteri, som politikerne puster til, er næste skridt vel en opfordring til at hamstre gær, inden det bliver umuligt at gå til købmanden for bare ulve, som jeg læste en, med et glimt i øjet skrev på en facebookgruppe i går.

Det, der for alvor har rystet mig, er følgende: Når politikere tager så lemfældigt på fakta inden fremsættelse af evt. lovforslag og udviser total mangel på viden om og respekt for allerede indgået lovgivning, må jeg spørge mig selv: er dette den normale arbejdsform blandt danske folkevalgte politikere? For så ser det godt nok skidt ud for demokratiet fremover.

Forsker: Ulve gider ikke bo i Sydjylland