Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kritik fra udvalgsformand: Sygedagpenge-debat på et ordentligt grundlag


Kritik fra udvalgsformand: Sygedagpenge-debat på et ordentligt grundlag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Linda Nielsen (A), formand for Beskæftigelsesudvalget på vegne af et flertal af Beskæftigelsesudvalgets medlemmer (se nederst)

Billede
Læserbrev. 

Læserbrev: Dagbladet Ringkøbing-Skjern har den seneste tid bragt flere artikler om kommunens indsats på sygedagpenge-området. Senest også i weekenden hvor der gengives flere forhold, vi føler, det er nødvendigt at kommentere på.

I lørdagsavisen fremføres der en kritik af, at Beskæftigelsesudvalget ikke er blevet klædt godt nok på af kommunens administration i forhold til metode og konsekvenser af, at Ringkøbing-Skjern Kommune i 2015 gennemførte en omlægning af sygedagpengeindsatsen.

Udvalget er af den klare opfattelse at informationsniveauet har været fyldestgørende før beslutningen om omlægningen blev taget.

Omlægningen af kommunens sygedagpengeindsats skete som en følge af den sygedagpengereform, som den tidligere regering satte i værk 1. juli 2014 og som skulle være fuldt indfaset fra 1. januar 2015.

Konkret har sygedagpengereformen betydet en øget indsats i forhold til den enkelte sygedagpengemodtager. Det giver sig eksempelvis til udtryk i, at hvor der tidligere var krav om en opfølgningssamtale hver tredje måned, så er det nu hver 4. uge og hvor alle sager tidligere skulle revurderes efter 52 uger, er det nu 22 uger.

I marts 2015 orienterede administrationen Beskæftigelsesudvalget om, at antallet af sygedagpengesager på over 52 uger - blandt andet på grund af sygedagpengereformen - var steget fra et gennemsnit på 120 til 160 med et forventet merforbrug på området på 4,5 mio. kroner om året. Derfor bad udvalget administrationen om at overveje indsatser, der kunne nedbringe budgetoverskridelsen.

Det førte til, at udvalget i maj 2015 godkendte et forslag fra administrationen om, at kommunen over en periode på fire måneder forstærkede sygedagpengeindsatsen med hjælp fra virksomheden Socialfagligt Fokus for på den måde at nedbringe antallet af sygedagpengesager over 52 uger.

På baggrund af indsatsen fra Socialfagligt Fokus blev udvalget i september 2015 præsenteret for at forslag til, hvordan kommunen med de rette arbejdsgange, en tidlig indsats og en omorganisering af sygedagpengeafdelingen kunne komme ned på et gennemsnitligt antal sager på 450 borgere på sygedagpenge mod de gennemsnitligt 650 borgere, der på daværende tidspunkt modtog sygedagpenge. Niveauet på 450 borgere svarer til det gennemsnitlige niveau for Jobcentre med samme rammevilkår som i Ringkøbing-Skjern. Som udvalg bad vi på dette tidspunkt administrationen om at arbejde videre med projektet og forelægge det for udvalget igen. Det skete den 2. november, hvor udvalget besluttede at indgå en aftale med Socialfagligt Fokus.

Udvalget er gennem hele forløbet frem mod beslutningen i november 2015 blevet informeret udførligt.

Af Dagbladets dækning har man også kunnet få det indtryk at Ringkøbing-Skjern Kommune ikke benytter forlængelsesmulighederne i sygedagpengelovgivningen. Det er ikke korrekt. Aktuelt er der 84 sager, der er forlænget. Helt generelt er det cirka 20 procent af sygedagpengesagerne, der forlænges i forbindelse med en revurdering, mens cirka 13 procent visiteres til jobafklaringsforløb. Siden omlægningen af sygedagpengeindsatsen er der afsluttet godt 3.300 sager og heraf er to tredjedele afsluttet med raskmelding.Med omlægningen af sygedagpengeindsatsen lever Ringkøbing-Skjern Kommune fuldt ud op til sygedagpengelovgivningens rammer og intentioner. Det viser sig bl.a. i LO's jobcenterindeks, der to gange om året måler og sammenligner jobcentrenes indsats over for forsikrede arbejdsløse i hele landet. Her opnåede Ringkøbing-Skjern Kommune i den seneste undersøgelse opgjort på baggrund af tal for 4. kvartal 2016 en 5. plads bl.a. på baggrund af en aktiveringsgrad, der ligger 9 procent højere end landsgennemsnittet, en uddannelsesandel på 35 procent mod et landsgennemsnit på 25,2 procent og en gennemsnitlig sygedagpengeperiode, der er 2 uger kortere end for landsgennemsnittet. Kommunen har desuden fået medhold i 51 af de 54 klagesager, der har været siden omlægningen.

Endelig vil vi gerne sige tak til medarbejderne i Sygedagpengeafdelingen, der lige nu er taget som gidsler i en politisk debat. Vi sætter stor pris på den loyale og ihærdige indsats medarbejderne har leveret gennem hele omlægningen af sygedagpengeindsatsen. Der er tale om en medarbejdergruppe med en høj faglig integritet og et veludviklet indre kompas, der møder borgerne på en ordentlig og respektfuld måde.

God sommer

(Linda Nielsen (A), formand for Beskæftigelsesudvalget på vegne af et flertal af Beskæftigelsesudvalgets medlemmer: Bent Brodersen (I), Karsten Sørensen (A), Jens Erik Damgaard (K), Erik Viborg (V) og Claus Byskov (V))

Byrådsmedlems mistanke holdt stik - sygedagpengesager skal gå om