Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Der er millioner at hente ...


Der er millioner at hente ...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hundehoveder. Hængerøve. Lusede amatører. Elendige skidesprællere. Her står man igen og igen med en genial plan til flere millioner kroner, og så kan sådan nogle ignoranter ikke klare de simpleste opgaver ...

År efter år gentager det sig: Dansk Byggeri kommer ud med en analyse, som viser, at der i bedste Olsen Banden-stil er millioner at hente for kommunerne. Hvis de ville udlicitere langt flere opgaver, så ville pengene fosse ind i kommunekassen.

9,4 millioner kroner. Så meget mener Dansk Byggeri i den aktuelle analyse, som er omtalt i dagens avis, at Ringkøbing-Skjern Kommune ville kunne spare ved at udlicitere Vej & Park. Det er den afdeling, der blandt meget andet tager sig af at slå græs langs de kommunale veje, rydde sne og holde gågader rent.

På landsplan er der ifølge Dansk Byggeri 550 millioner kroner at finde - og så kan man jo undre sig over, at de kommuner, som jævnligt klager over stram økonomi, ikke bare bøjer sig ned og samler de mange penge op, som angiveligt ligger og samler vejstøv. Er landets byråd - uanset borgmestrenes partifarve - ind ad en kant ude på et ideologisk korstog imod udlicitering? Eller er de simpelthen tungnemme og blottet for økonomisk sans?

Efter alt at dømme er ingen af delene tilfældet. Men det, der set fra entreprenørernes interesseorganisation Dansk Byggeri kan virke som verdens bedste idé, får flere nuancer på, når sagen ses i lyset af de mange og komplekse opgaver, en kommune løser.

Der er næppe nogen af de 98 danske kommuner, som ikke allerede helt ned til mindste stub har kæmpet for at høste alle de stordriftsfordele, der er at høste, på alle de driftsområder, de står for. Man vil sikkert endda uden stort besvær kunne finde kommunale medarbejdere, som mener, at grønthøsteren har kørt adskillige gange over det samme område.

Ringkøbing-Skjern Kommune har blandt andet fået tjekket sin konkurrencedygtighed på Vej & Park-området. Undersøgelsen viste, at kommunen er billigere end private udbydere, når det gælder vintervedligeholdelse - og når der ikke skal saltes og ryddes, er medarbejderne i fuldt sving med andre opgaver. Konklusionen af KL-konsulenternes tjek var, at der ikke kan findes penge ved udlicitering af Vej & Park.

For os borgere er det dybest set bedøvende ligegyldigt, om det er en privat eller en offentligt ansat, der løser opgaven - blot det sker så godt og så billigt som muligt.

Tommelen op for, at kommunen tjekker sin egen konkurrencedygtighed - og så i øvrigt har is nok i maven til at holde fast i, at udlicitering skal være båret af fornuft frem for ideologi.