Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


En gordisk sundhedsknude


En gordisk sundhedsknude

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De, der bliver kvalt, når denne gordiske knude strammer til i sundhedsvæsenet, er både patienter og personale.

Den tid kommer ikke tilbage, hvor vandhanerne var belagt med guld. Sådan lyder det i dagens avis fra Bent Hansen, der er formand for Danske Regioner og regionsrådsformand her i Region Midtjylland.

Regionsformandens guldbelagte svar kommer som reaktion på en undersøgelse, der viser, at mere end hver tredje danske sygeplejerske føler sig stresset.

Nu er det jo et stort spørgsmål, om vandhanerne i det danske sygehusvæsen nogensinde har været guldbelagte, og om nogen nogensinde har forventet, at de skulle være det.

Men lad nu det ligge; regionsformanden har ret i sin pointe: Intet tyder på, at strømme af hverken guld, sølv eller gode offentlige kroner inden for en overskuelig fremtid kommer til at løbe ind i sygehusvæsenets energihungrende drop i et større omfang, end det er tilfældet i dag.

Tværtimod tyder alt på, at en stadigt strammere sundhedsøkonomi i et stadigt hurtigere tempo skal tage vare på stadigt flere patienter med stadigt stigende krav og forventninger i takt med en stadigt mere udviklet mulighed for bedre behandlinger og bedre medicin.

De, der bliver kvalt, når denne gordiske knude strammer til i sundhedsvæsenet, er både patienter og personale.

For to måneder siden gik det helt galt på Køge Sygehus, da sygeplejersker valgte den horrible løsning at overmedicinere nogle patienter for at få tid til at passe andre. At noget så vanvittigt kan finde sted, bør få alle alarmklokker til at bimle og bamle hos de politikere, der har ansvaret, for det er symptomer på, at vores sundhedsvæsen er ved at være alvorligt sygt.

I dagens artikler om sygeplejerskernes stress-problemer fortæller 25-årige Line Lykke Jensen fra Spjald, hvordan hun med held håndterer sin travle hverdag på akutmodtagelsen i Holstebro. Hun har et par bud på, hvorfor netop hun kan undgå 'folkesygdommen' stress: Gode kolleger, god ledelse, mental styrke - og så giver det netop denne unge sygeplejerske frihed, at hun ikke har familie og børn, som kræver deres, når hun kommer hjem.

For trekvart århundrede siden valgte man muligheden for at få familie fra, hvis man blev sygeplejerske. Faget var et Kald; en sygeplejerske var Frøken - og sådan var det bare.

De tider kommer heldigvis ikke igen; ellers var det formentlig begrænset, hvor mange der i dagens Danmark ville søge en uddannelse som sygeplejerske.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvordan sygehusene kan undgå at hænge sig selv i den gordiske sundhedsknude, som de er ved at blive viklet ind i.