Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Grænser for skattekontrol


Grænser for skattekontrol

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da det ikke er lovligt at lække den slags oplysninger, er der med sikkerhed tale om kriminelle aktører, men det synes ikke at bekymre skatteministeren nævneværdigt.

Skatteminister Karsten Lauridsen (V) har besluttet, at Skat skal bruge op mod ni millioner kroner på at købe ulovligt lækkede skatteoplysninger om danskere, der måske har snydt i skat.

Der er tale om oplysninger fra de såkaldte Panama Papers, som er blevet lækket til medierne af en eller flere personer.

Det vides ikke, hvem det er, ministeren har tænkt sig at belønne med millioner af danske skattekroner for at oplysninger om de potentielle skattesvindlere.

Da det ikke er lovligt at lække den slags oplysninger, er der med sikkerhed tale om kriminelle aktører, men det synes ikke at bekymre skatteministeren nævneværdigt.

I en bisætning i den udsendte pressemeddelelse erkender skatteministeren godt nok, at der kan være »principielle problemer« forbundet med sådanne handler.

Men - tilføjer han - sagen har været drøftet med et politisk flertal i Folketinget, og »Danmark har i mange år været i front internationalt, når det gælder bekæmpelse af skatteunddragelse. Det fortjener den tidligere regering ros for, og derfor er det også naturligt, at denne regering fortsætter i samme spor.«

Så er det åbenbart ikke længere et problem, at pengene risikerer at ende i lommen på terrorister eller andre tvivlsomme foretagender, som vi normalt plejer at bekæmpe.

Det siger sig selv, at sælgerne ikke ligefrem er idealister, når de kræver millioner af kroner som tak for hjælpen.

Sagen har fået en advokat fra hovedstadsområdet til at melde Folketinget til politiet for hæleri.

»Det er stjålne oplysninger, som de nu vil betale en frygtelig masse penge for. Det er ufatteligt i mine øjne. Hvis det var dig eller mig, der havde gjort det her, så var vi kommet i spjældet,« forklarer advokaten til Jyllands-Posten.

Skatteretsprofessor ved Aarhus Universitet Jan Pedersen bekræfter over for avisen, at hvis de oplysninger, som Skat har købt, er tilvejebragt på ulovlig vis, så kan der være tale om hæleri.

Venstre-regeringen lagde godt ud på skatteområdet, da den fratog Skat retten til at gå ind i folks haver uden dommerkendelser for at kontrollere for sort arbejde. Den slags handler om retssikkerhed.

Desværre var der tale om en enlig svale, for der er åbenbart ingen grænser for skattekontrol, uanset om regeringen er rød eller blå.