Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Møde uden håb om at mødes


Møde uden håb om at mødes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Er der mon nogen af deltagerne på den ene eller den anden side, som møder frem med bare den mindste idé om at kunne lade sig overbevise af modpartens argumenter? Næppe.

Ingen tvivl om, at der bliver varmt - grænsende til det overophedede - i Kloster i morgen, når tilhængere og modstandere af de kystnære havmøller ud for Holmsland Klit tørner sammen i noget, der næsten ikke kan undgå at blive et rent bråvallaslag.

Heller ingen tvivl om, at både jasigere og nejsigere vil møde frem så talstærkt, som det lader sig gøre uden at vælte murene i Holmsland Idræts- og Kulturcenter, hvor slaget skal stå - i øvrigt under medvirken af ministeren selv.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt demonstrerer nemlig en pæn portion mod og mandshjerte ved at møde frem i en forsamling, hvor han kan være helt sikker på at komme ud for strid modvind med vindstød af orkanstyrke fra mølletilhængernes side på grund af hans og Venstre-regeringens sene holdningsændring til de kystnære møller.

Omvendt har han selvfølgelig også udsigt til både ros og behagelig rygvind fra møllemodstandernes side.

Kort sagt er banen kridtet op til en forestilling, som - hvis man ellers kunne udvinde energien fra den - sikkert kunne bringe Ringkøbing-Skjern Kommunes ambitiøse energimål et stort stykke nærmere.

Det er jo altid smukt og i bedste demokratiske tradition, når tilhængere og modstandere af én eller anden sag mødes for at diskutere tingene igennem.

Derfor er det nok også en lidt kættersk tanke, når man dagen før Slaget sidder på toppen af klitterne med blikket rettet mod den uendelige horisont og funderer over, hvor meget sådan et møde egentlig kommer til at flytte?

Er der mon nogen af deltagerne på den ene eller den anden side, som møder frem med bare den mindste idé om at kunne lade sig overbevise af modpartens argumenter? Næppe.

Det bliver snarere sådan, at alle møder frem bevæbnet til tænderne med bevidstheden om, at egne argumenter er de eneste rigtige - og med høreværn og skyklapper på, så man ikke på noget tidspunkt risikerer at komme til at høre og forstå, hvorfor modparten ser verden, som de gør.

Det er naturligvis legitimt at føle sig overbevist og at argumentere ud fra den overbevisning. Men det ville være friskt som en vestenvind på en forårsdag, hvis sådan et møde kunne åbne for en forståelse for modpartens synspunkter. Ikke en holdningsændring - bare en forståelse.

Én eller anden dag bliver det afgjort, om de kystnære havmøller kommer op at stå eller ej. Og når den afgørelse er truffet, skulle vi gerne stadigvæk kunne snakke med hinanden allesammen i nogenlunde fred og fordragelighed.

Rigtig god weekend - og godt møde!