Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Risikoen for at ramme er altid blind passager


Risikoen for at ramme er altid blind passager

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Chefredaktør Gudrun Pedersen
Tommy Kofoed
Leder. 

Nogle erhverv aftvinger respekt hos de fleste af os. Hvem beundrer for eksempel ikke brandmænd, som med dødsforagt går ind i flammer og røg, når det er nødvendigt? Eller Falckreddere, sygehuspersonale, politifolk ... Masser af mennesker udfører dagligt et arbejde, som er meget nødvendigt men lidet misundelsesværdigt, og de gør det med åbne øjne og uden at kny.

I dagens avis kan vi fortælle om en faggruppe, som uden den store offentlige opmærksomhed lever med en ganske forfærdelig sandsynlighed for at komme til at slå et andet menneske ihjel på et eller andet tidspunkt i deres karriere. Vel at mærke uden selv at have den ringeste indflydelse på, hvad der sker.

Lokomotivførerne sidder forrest i en tonstung maskine, der er hurtigt kørende men meget langsomt stoppende. Hvis de ser nogen forude på sporet, kan de nå at hive i bremsen og give et kraftigt signal med hornet - men de kan næsten aldrig nå at standse, før det er for sent. Antallet af personpåkørsler varierer naturligvis fra år til år - med 2012 som et lavpunkt: Det år var der 55 af slagsen på de danske jernbaner, mens der i 2010 "kun" var 34.

Alt i alt er risikoen for at komme ud for en personpåkørsel så stor, at der undervises meget grundigt i det, før nyuddannede lokoførere slippes ud i virkeligheden. Faktisk er risikoen så stor, at der er belæg for at sige, at hver lokofører statistisk set vil opleve at ramme et andet menneske med toget én gang i sin karriere.

Det er en uhyggelig statistik, som kun kan aftvinge én den største respekt for fagets udøvere.

Tilsvarende fortjener Arriva ros for sin nøje tilrettelagte slagplan for, hvad der skal ske, når ulykken indtræffer. Helt fra manden på den ensomme post forrest i toget ser, at noget er galt, og til han en tid efter ulykken igen er klar til at sætte sig ind på sin plads og genoptage arbejdet, er der taget hånd om både de nødvendige praktiske foranstaltninger og om de psykiske sår, som en oplevelse af den art uundgåeligt giver.

Et kolleganetværk, valgt af og blandt medarbejderne selv, er et centralt omdrejningspunkt: Mens andre tager sig af tog og passagerer, har lokoføreren efter ulykken hele tiden en god kollega ved sin side; en kollega, hvis fornemste opgave det er at hjælpe og støtte - og helt enkelt ved sin tilstedeværelse sikre, at man ikke på noget tidspunkt sidder alene i den svære situation.

Det fintmaskede sikkerhedsnet omkring lokoførerne er helt afgjort en væsentligt medvirkende grund til, at de som hovedregel kommer forbløffende hurtigt tilbage til arbejdet. Det sker, så snart en læge har erklæret, at de er parat til at tage opgaven på sig igen - denne gang med en uhyggeligt nærværende viden om, at risikoen for at ramme nogen altid er med som blind passager.

Det kræver mænd og kvinder af en særlig støbning at leve med den risiko dag ud og dag ind. Respekt! 

Når toget dræber: - Det er en erhvervsrisiko som lokomotivfører
 Det kræver mænd og kvinder af en særlig støbning at leve med den risiko dag ud og dag ind. Respekt!