Leder

Jeg vil godt dele en pudsig og irriterende oplevelse med jer. En af den slags oplevelser, der illustrerer, at vi på regionsniveau endnu ikke er nået derhen, hvor alle ved, hvad der egentlig er med og ikke mindst, hvor tingene er placeret.

Jeg fik nemlig behov for lægevagten torsdag aften, da min datter kom galt af sted med en finger. Det var ikke et spørgsmål om liv eller død på nogen måde, men for en sikkerheds skyld ringede jeg til lægevagten. Her fik jeg beskeden om at hun skulle på skadestuen - og den nærmeste ligger jo altså i Herning.

Af sted i bil - og 45 kilometer senere står vi foran den søde dame i receptionen. Hun havde absolut intet hørt om, jeg skulle have min datter tilset på skadestuen - det måtte være lægevagten.

»Øh nej, han sagde nu skadestuen, ellers havde vi jo ikke behøvet at køre til Herning? Så kunne vi have nøjes med at mødes med lægevagten i Tarm?«

Det skulle jeg aldrig have sagt, for hun så helt forkert ud i hovedet.

»Der er ingen lægevagt i Tarm længere, så det er rigtig nok I er kørt hertil...«

Nå for søren - der var alligevel noget, der var smuttet for mig der!

Vi ventede efterfølgende i 10 minutter og kom ind til lægevagten, der hurtigt konstaterede, at fingeren snildt kunne kureres med lidt tape og ro i en uges tid. Men hvorfor i alverden vi dog var kørt helt til Herning for at komme til lægevagten - det undrede ham: »Vi har da lægevagt-konsultation i Tarm!«

Så hopper kæden af, og vi står med et nyt eksempel på, at der er lang vej i forhold til at binde Region Midtjylland sammen.

Den lægevagt, jeg talte med i telefon, sidder på en central i Aarhus - og det er i bedste mening, at han sender os til videre undersøgelse. At han så ikke har styr på, hvor han sender os hen, er en anden sag.

Vi kørte 90 kilometer, hvor 10 havde været tilstrækkeligt - jeg bor privat i Skjern, skal det tilføjes.

I formiddags sendte jeg en mail til den øverste embedsmand i Region Midtjyllands afdeling for sundhed. Mailen er sådan set en regning på 293,6 kroner for de kilometer, jeg unødvendigt tilbragte på landevejen i går aftes - og jeg har endnu ikke fået svar.

Der var ingen, der led nød af at jeg kørte til Herning i aftes - men det er et irritationsmoment, som jeg ikke er den eneste, der har oplevet. Når vi som medie henvender os til regionen med den slags enkeltsager, skynder de sig at understrege, at der er tale om undtagelser - for tilfredsheden er stor med både dette og hint. Det ændrer dog ikke på, at sager som min egen er med til at udhule de faciliteter, der trods alt er i vores lille hjørne af Vestjylland. Mit besøg hos lægevagten tæller jo ikke med i statistikken over besøg i konsultationen i Tarm.

Og hvis der er alt for mange af den slags sager, så bliver tallet for Tarm - eller Ringkøbing for den sags skyld - for lavt til at det kan betale sig at opretholde den funktion lokalt...

Så derfor: Stram op Region Midtjylland og find ud af, hvor Tarm ligger, så I kan sende folk de rigtige steder hen!