leder

Skjern Håndbold mistede sin uskyld få dage inden 2011 blev 2012.

Nederlaget i Håndboldligaen til oprykkerne fra Sønderjyske var mere, end ledelsen ville finde sig i:

Træner Veroljub »Kos« Kosovac blev fyret ovenpå nederlaget på 30-31 i Sønderborg efter et, som det blev formuleret i en pressemeddelelse, »flot og professionelt stykke arbejde i klubben«.

Det er første gang, at Skjern Håndbold griber til en af sportsverdenens ellers så brugte instrumenter i værktøjskassen, når resultaterne på banen udebliver: Fyrer træneren.

»For man fyrer jo ikke et helt hold,« som en af klichéerne lyder, og selvom det sikkert har været fristende at give nogle af nøglespillerne i truppen det endelige ansvar, så gælder den kliché altså også i tilfældet Skjern.

Skjern Håndbolds direktør Carsten Thygesen slog inden kampen, som altså kostede »Kos« sit job et halvt år inden hans kontrakt med klubben udløb, fast, at Skjerns efterår var godkendt. Hvis det vel at mærke blev til to point.

Men helt tilfredse har Skjerns ledelse nok ikke været med resultaterne i efteråret, selvom det var blevet til sejr over Sønderjyske!

Alligevel har årets sidste nederlag altså været den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over, og det selvom det reelt er hjemme i Skjern Bank Arena, at de grønblusede skuffede mest i slutningen af sidste år:

Nederlag til Mors/Thy, nederlag til Sønderjyske, nederlag til Team Tvis Holstebro, og sidst en endefuld på 11 mål til Aalborg Håndbold. Det er bare ikke godt nok.

Det kører altså ikke for Skjern i år, og Skjern Håndbolds ledelse har givetvis vurderet at det - med en længerevarende pause på grund af herrernes håndbold-EM forude - var nu, hvis der skulle pumpes ny energi og selvtillid i truppen forud for forårets slutspil.

Omvendt vil Skjern Håndbold ikke kunne drage nytte af den hurtige effekt af en trænerfyring, som man i visse tilfælde ser.

Sidst på ugen drager Skjern Håndbold på trænings lejr i Spanien.

De næste timer vil vise, om det bliver med en ny træner i front - og i så fald hvem.

AG Københavns tidligere træner, Klavs Bruun Jørgensen, har været nævnt som en mulighed og er stadig - her i 11. time - et godt bud på en midlertidig løsning i Skjern Håndbold, inden den permanente løsning, Ole Nørgaard, begynder i jobbet til sommer.