Leder

Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), må ikke have fulgt ordentlig med i geografitimerne, da han gik i folkeskolen. Tilsyneladende er han af den opfattelse, at Esbjerg er en slags landsby; hvordan skal man ellers forklare, at ministeren har besluttet at flytte en landdistriktskonference fra sønderjyske Skærbæk til Danmarks femtestørste by?

I vores naboregion med syd er man i oprør over, at ministeren har flyttet konferencen, ifølge JydskeVestkysten med den begrundelse, at den nye regering »har lavet et nyt koncept« (vi venter med tilbageholdt åndedræt på, hvori det mon kan bestå) og at - hold nu fast! - »transportmulighederne til Esbjerg er bedre«!

Godt nok er den nye regering stort set udelukkende sammensat af københavnere; men dette er latterligt. Hvad forestiller ministeren sig? At man kun kan komme til Skærbæk med hestetrukken dagvogn - eller måske per oksekærre - ad hullede hjulspor, og at man derefter ville blive tvunget til at overnatte i den lokale kro’s utøjsbefængte sengehalm, mens de uvaskede lokale skyller snaps ned i krostuen inde ved siden af, og danser træskodans på de sandbestrøede gulve hele natten?

Når man er færdig med at tage sig til hovedet over tåbeligheden i ministerens begrundelse for at flytte konferencen fra Skærbæk, der vitterligt er »udkant«, omend på civiliseret og trafikalt tilgængelig vis (der er både asfalterede veje og togforbindelser dertil!), kan man begynde at undre sig over, hvad ministrene mon bruger deres dyre spindoktorer til?

Var der dog ikke en behjertet én af slagsen, der kunne fortælle ministeren for by, bolig og landdistrikter hvilket signal det sender til den million danskere, der bor i landdistrikterne, at »deres« minister ikke engang vil møde dem på hjemmebane.

Desværre har vi også her længere nordpå i Danmarks største landdistriktskommune den helt klare opfattelse, at den nye regering ikke prioriterer os ret højt. Det får vi jo så til fulde bekræftet ved ministerens besynderlige adfærd.

Det må vi nok lære at leve med.

Vi har efterhånden forstået, at skal vi have noget gjort, må vi selv gøre det, og så håbe på, at Christiansborg ikke lægger os alt for mange sten i vejen. Men Carsten Hansen er bestemt velkommen til at besøge os.

Han skal bare huske at tage diligencen i Herning, og så er det ellers stik vest på ad det tredje sæt hulspor til venstre.