Superhelten Batman, hans tro følgesvend og ikke mindst det mangfoldige galleri af skurke sørgede i aftes for en seværdig start på »Batman Live - The World Arena Tour« i Jyske Bank Boxen.
Her tager det 86 mennesker stærke mandskab bag showet ophold frem til og med søndag, og har man ikke allerede købt billet til et af de mange shows, så lyder anbefalingen herfra: kom af sted!
For det er et visuelt spektakel, der venter i Batman-showet. Ikke teater, ikke musical, ikke cirkus - men med de bedste elementer fra alle disse verdener.
Batman Live er en nyfortolkning af den tegneserieklassiker, der så dagens lys i USA i 1939 i Bob Kanes streg og med Bill Finger som forfatter. Undervejs møder man alle de kendte og ondskabsfulde banditter i tegneserien, der også har lagt historier til stribevis af film i tidens løb. Jokeren er overskurken, men en smækker Catwoman, en skriggrøn Gækker eller et tårnhøjt Fugleskræmsel er med til at fylde billedet af Batmans modstandere.
Showet er for både ung og gammel med hang til fede effekter, akrobatik og tju-bang i bedste stil. For bilnørder er en nydesignet Batmobil også et syn værd - tegnet af McLarens tidligere Formel 1-designer Gordon Murray...
Eneste malurt i bægeret er underteksterne - eller overteksterne, i og med den danske oversættelse af det britiske show kører øverst på den enorme videovæg. Showet er på engelsk, og man kan sagtens følge med i handlingen uden at forstå, hvad der siges på scenen. Men det irriterer, når teksterne ikke passer på det, der bliver sagt og ikke kommer til tiden. Batman Live gæstede Forum i København i efteråret, og der må man da egentlig have fået styr på den del af det. En dansk fortællerstemme guider dog publikum igennem handlingen før hvert kapitel. Handlingen er dog så simpel, at det egentlig ikke er nødvendigt. Batman vil rydde op i Gothams underverden, skurkene vil slå ham ihjel. Det er bestemt værd at se, om det lykkedes!











































seneste kommentarer