Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Dina skaber liv i gigantisk køkken


Dina skaber liv i gigantisk køkken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dina Jepsen har indtaget køkkenet i Ringkøbing-Skjern Erhvervspark - det tidligere Velfac. Hun vil sælge frokostordninger til firmaer i Ringkøbing og opland.

Ringkøbing: Det tog Dina Jepsen over en uge at fjerne støv og spindelvæv fra det store industrikøkken i Ringkøbing-Skjern Erhvervspark.

Til gengæld råder hun nu over et køkken, der er i en klasse helt for sig selv. Køkkenet blev total-renoveret i 2008 og var dimensioneret til at kunne levere mad til op til 1.000 mennesker om dagen. På det tidspunkt regnede VKR-koncernen med at beholde Velfac i Ringkøbing. Men året efter flyttede VKR Velfac-produktionen til Polen.

- Det betyder, at køkkenet står som næsten nyt med kæmpe kølerum og fryser, stort vaskerum og gode lagerlokaler med meget mere. Det første, jeg gjorde, var at tænde for radioen for at få lidt selskab i de store lokaler, og jeg håber, at det hurtigt bliver muligt at ansætte personale i Dina's Køkken, siger Dina Jepsen.

Hun har allerede nabofirmaet Vento Energy Support på kundelisten, og når Skat flytter ind i Erhvervsparken med 140 medarbejdere i nær fremtid, håber hun på dagligt liv i den store kantine igen.

- Ud over medarbejderne her i Erhvervsparken vil jeg tilbyde frokostordninger til firmaer i Ringkøbing og omegn. Maden vil blive bragt ud. Og for firmaerne vil det være billigere end selv at drive et køkken med fastansat personale, siger Dina Jepsen.

En frokost vil typisk koste fra 40 til 48 kroner plus moms, og det vil være kvalitetsmad.

På firmaets facebook-side kan man se et eksempel på en madplan.

- I Dina's Køkken vil jeg lave mad fra bunden af med årstidens grønsager. Lige nu er jeg for eksempel i gang med at sylte agurker, rødbeder, rødkål, squash og rødløg, siger Dina Jepsen.

Hun vil også lave sit eget brød, og meget gerne have et samarbejde med nogle af de lokale landmænd, der kan levere årstidens frugt og grønt til hende.

Dina er 34 år og udlært ernæringsassistent fra Herning Sygehus.

- Jeg har altid arbejdet i køkkenfaget på flere forskellige arbejdspladser, for eksempel på Siemens I Brande, Kibæk Hotel eller Skarrildhus, og når jeg valgte ernæringsassistent-retningen var det fordi, den del altid har interesseret mig, siger Dina Jepsen.

Hun har også arbejdet som supervisor i en delikatesse  i London.

- Det var nok det, der gav mig kicket til at kaste mig ud i drømmen om at blive selvstændig, siger hun.

En af hendes helte er Jamie Oliver, der også lægger vægt på at lave mad fra bunden af med årstidens grøntsager.

I haven i Sdr. Felding er der da heller ikke meget, der ikke kan spises, og de to piger på syv og ni år er vokset op med god mad og et skarpt øje for, hvor man finder hyben, brombær, tyttebær og spiselige svampe.

- Vi går nok ret meget op i mad i min familie, siger Dina med et smil.

Hun er godt klar over, at som selvstændig skal der lægges nogle timer på jobbet. Især i begyndelsen inden hun får ansatte. Det er en af grundende til, at hun satser på frokostordninger og ikke festarrangementer.

- Der er ikke så mange konkurrenter på frokost-ordninger, og med den vækst der er, både her i erhvervsparken og i samfundet som helhed, regner jeg med, at der snart bliver råd til ansatte, siger Dina Jepsen.

Hendes egen livret?

- Der må jeg nok sige lasagne med en rigtig lækker sprød salat, siger Dina.

Lige nu steger hun dog frikadeller i stor stil, så hun er klar til at levere lune frikadeller med lækkert tilbehør til Vento med flere fra den 18. september.

Fakta
I Dinas Køkken vil vi lave tingene fra grunden af med årstidens grønsager. Lige nu er jeg for eksempel i gang med at sylte agurker, rødbeder, rødkål, squash og rødløg.Dina Jepsen, indehaver af Dinas Køkken i Ringkøbing-Skjern Erhvervspark