To mænd blev i nat anholdt ved Nymølle Dambrug efter en længere biljagt gennem en stor del af Ringkøbing-Skjern Kommune.
Omkring klokken tre fik politiet en henvendelse fra Kibæk-området, hvor en Toyota Landcruiser skabte en vis opmærksomhed. Da politiet undersøgte nummerpladerne viste det sig hurtigt, at bilen var stjålet i Viborg-området, så patruljerne fik besked om at holde øje med køretøjet.
I Spjald fik en patrulje så kontakt med bilen, der dog udnyttede sine terrængående egenskaber ved at køre fra politiet ud over en mark i retning af Ølstrup.
Bjarne Højgaard, vicepolitikommissær ved politiet i Ringkøbing, fortæller, at man efterfølgende fik sendt i alt tre patruljevogne - herunder en hundevogn - til området.
Jagten går ind
En mand på Ølstrupvej kontaktede cirka klokken halv fire myndighederne for at anmelde tyveri af hans sorte BMW, samtidig med at han havde fundet Landcruiseren der, hvor BMW’en burde have været.
Den får en patrulje øje på i Brejning på Hovedvej 11, hvor den kører mod syd. Igen starter biljagten, der ved Finderup fører politi og biltyve ud på de mindre veje, til sidst Nymøllevej, hvor BMW’en kører fast.
Den ene af de to mænd i bilen forsøger at løbe fra politiet og bevæger sig i desperation først ud i den nærliggende å og senere også i fiskedammen ved Nymølle Dambrug.
Det nytter ikke dog ikke noget, så politiet får anholdt både den våde og den tørre biltyv,
Der er tale om en 23-årig og en 38-årig mand uden fast bopæl, men de er kendt af politiet i forvejen.
»Blandt andet vil politiet i Esbjerg gerne tale lidt nærmere med den ene af dem,« oplyser Bjarne Højgaard om anholdelserne.
I løbet af dagen bliver det afgjort, om de to mænd skal stilles for en dommer med henblik på at få dem varetægtsfængslet.











































seneste kommentarer