Kære Læser
Ingen dækker Ringkøbing og Skjern bedre end os
Dagbladet Ringkøbing-Skjern har i nu over 130 år - ret præcist 132 år i disse dage - leveret nyheder om stort og småt fra din hverdag.
Krige, lokalvalg, storme, sejre, nederlag, dødsfald og fødselsdage er blevet beskrevet i din lokalavis igennem generationer: Kommunalreformer, op- og nedture i Vestas, Skjern Håndbolds danske mesterskab tilbage i 90'erne, Venstres borgmester-opstillingsmøde i 2009, heftige debatter og campinggrunde.
Jo, et tilbageblik i Dagbladets arkiver er vitterligt som at grave sig ned i en hel egns DNA.
På godt og ondt.
Dagbladet er den lim, der binder egnen sammen. Vi er en medievirksomhed, der med stolthed bærer de mange traditioner, der naturligt hører med til et bladhus med den historie: Det er stadig bladets stifter C. Bergs portræt, der troner ved indgangen til mediehuset på St. Blichersvej 5.
Men udover at være en traditionsbundet avis, så er Dagbladet Ringkøbing-Skjern også et topmoderne mediehus. Vores nyheder skrives og redigeres af professionelle fotografer og journalister. Hver dag leverer vi over 20 sider med stof fra dit lokalområde. Både til den avis, du får sorte fingre af at bladre i - men også til dagbladetringskjern.dk, som har næsten 50.000 besøgende om måneden. Og som udkommer hele tiden. Og når du vil det og har lyst.
Det er enestående - ja, pressehistorie - at en egn, som vores bliver dækket så grundigt af en lokalavis.
Vi er et moderne mediehus
Der er stadig flere, der gerne vil have deres daglige nyheder fra nettet enten på computer, på mobilen eller på tablet. Vi er som mediehus nødt til at følge med den udvikling. Derfor skal man fremover være nyhedsabonnent uanset, hvor man vil læse Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Det ser vi som en naturlig udvikling, da det jo koster at lave kvalitetsjournalistik lige meget, hvilken platform den læses på.
Til gengæld vil al det indhold som hidtil har været forbeholdt papiravisen også komme på nettet eksempelvis navnestof, livsstilsstof, baggrundsartikler, debat og meget andet.
Dette er med til at sikre, at vi fortsat kan lave unikke historier om dig og det sted, du bor.
Er du allerede abonnent, har du naturligvis adgang til nyhederne på alle platforme. Er du ikke det, kan du se, hvordan du kan være med på dagbladetringskjern.dk. Du kan være med for under 3 kr. om dagen.
Hold øje med din mailboks og din mobiltelefon
De fleste abonnenter sender vi i dag en mail eller en sms med deres ordrenummer, som skal bruges, når man skal læse dagbladet på nettet.
Hvis du som abonnent ikke modtager mail eller sms fra os, er det fordi vi ikke har din mail adresse eller mobil. I så fald kan du se dit ordrenummer i øverste højre hjørne på din seneste regning eller få det ved at ringe til kundeservice på tlf. 3375 3800- de sidder klar til at hjælpe.
Jeg håber, at du vil være med til at sikre at vores egn også om endnu 130 år har et lokalt mediehus.
God fornøjelse
Søren Christensen - Chefredaktør, Dagbladet Ringkøbing-Skjern

















