Klage

Der er noget at komme efter i tre ud af syv klagepunkter fra regionsrådspolitikerne i Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som har klaget til Statsforvaltningen Midtjylland og Ombudsmanden over regionsrådsformand Bent Hansen (S) og den regionale forvaltning.

Det vurderer jura-lektor på Aalborg Universitet, Sten Bønsing.

Regionsrådsformand Bent Hansen kalder klagen »ren politik og ikke andet«. Han mener ikke, at tingene er foregået, som klagerne skriver.

Læs også: Pudser statsforvaltning og ombudsmand på Bent Hansen

Se de nævnte tre klagepunkter herunder og bedøm selv:

Ikke godt

Rød blok fik et regionalt notat seks dage før blå blok, der selv måtte opdage, at det fandtes. Er det lovligt, spørger klagerne.


Sten Bønsing: »Kommunestyrelsesloven og regionsloven siger helt klart, at politikerne skal behandles lige. Man kan ikke bare mødes med nogle eller dele notater ud til nogle, uden at de andre er oplyst om det og har adgang til samme rådgivning og samme notater.«

Her vil statsamt og Ombudsmand sandsynligvis løfte pegefingeren og præcisere reglerne.

Bent Hansen: »Det omtalte notat blev lavet undervejs i budgetforhandlingerne, som nogle partier havde forladt. Alle havde fået alle papirer, da regionsrådet tog stilling til sagen.«

Heller ikke godt

I samme sag sagde Bent Hansen: »Hvis man kender til noget, der ikke er kommet ud, så kom med det«. Er det lovligt, vil klagerne vide. 

Sten Bønsing: »Der er ingen tvivl om, at juraen i det siger, at alle skal orienteres om, hvad der foregår, og om hvilket materiale andre har fået, men det kan godt foregå uformelt. Regionsrådsformanden kan ikke bare henvise til, at folk selv skal bede om notater, de ikke har mulighed for at kende til.«

Her vil statsamt og Ombudsmand sandsynligvis løfte pegefingeren og præcisere reglerne.

Bent Hansen: »Jeg forsøger at sige, at har vi overset et bilag, så sig til, så fejlen kan rettes. Den serviceoplysning mistolkes groft.«

Hov, hov...

Forvaltningen har inviteret 23 af regionsrådets 41 medlemmer til møde om budget 2012. Er det lovligt, og må regionens embedsmænd deltage, når 18 regionsrådsmedlemmer holdes udenfor, vil klagerne vide.

Sten Bønsing: »Alle regionsrådsmedlemmer er ansvarlige for de beslutninger, der er truffet, og skal have adgang til samme information og samme rådgivning som flertallet. Embedsmændene må deltage uanset, om alle eller nogle er repræsenteret.«

Også her vil statsamt og Ombudsmand sandsynligvis løfte pegefingeren og præcisere reglerne.

Bent Hansen: »Her er ikke tale om, at nogen får viden andre ikke får. Regionsrådet holder budgetseminar først, og forligsparterne mødes senere. Det er helt almindeligt i forhandlinger.«

Har klagerne ret i deres version af virkeligheden, står regionen til at få en såkaldt løftet pegefinger fra de to statslige instanser.