Åbningen af Ryanairs 48. base på verdensplan i Billund Lufthavn fejrer det irske flyselskab med et stort udsalg.
De sætter 1 million oneway flybilletter til salg til kun 10 euro (cirka 74 kr.) på flere af selskabets mere end 1.000 ruter over hele Europa i januar og februar.
Flybilletterne kan findes og bookes indtil midnat torsdag 8. december på ryanair.com.
Ryanair flyver allerede til 14 destinationer fra Billund, og med den nye base tilføjer de fem nye ruter. Fra marts flyver selskabet direkte til Carcassonne i Frankrig, Korfu i Grækenland, Krakow i Polen, Venedig i Italien samt Zadar i Kroatien.
Dermed vil Ryanair fra sommerprogrammets start betjene i alt 19 ruter fra Billund Lufthavn.
Vil kapre passagerer
Lavprisselskabet håber da også på at kunne kapre en del af passagererne i det vestlige Danmark.
»Nu kan vestdanskere og turister flygte fra den finansielle krise samt SAS’s og Cimber Sterlings’ høje priser ved at vælge Ryanairs lavere priser, garanteret uden brændstoftillæg, til 19 destinationer i bl.a. Frankrig, Italien, Grækenland og Spanien. Ryanair vil betjene ca. 800.000 passagerer årligt fra Billund og derved understøtter op imod 800 jobs i regionen,« sagde Ryanairs chef Michael O’Leary ved offentliggørelsen i Billund tirsdag.
Den udtalelse ryster ikke SAS, der - selv om flyselskabet ikke flyver fra Billund - får en svada af topchefen.
»Michael O’Leary misser aldrig en chance for at svine konkurrenter til. Det tager vi ikke så tungt. Vi har også lave priser, og de er uden talrige gebyrer, modsat de priser, som Ryanair markedsfører sig med. Og så er vi jo Europas mest punktlige flyselskab, vi mener ikke, vi har noget at frygte«, siger Per Møller Jensen, vicepræsident for Brand, Marketing og EuroBonus i SAS til Rejseliv.
Og den lave pris på en billet med det irske selskab kan stige kratigt, hvis man under bookingen klikker ja til tillægsydelser. Rejseliv.dk forsøgte at booke en returbillet Aarhus-London, hvor vi valgte at checke et styk bagage på maks. 20 kilo lind, og det udløste et gebyr på 400 kr.










































seneste kommentarer