HÅNDBOLD

Ringkøbing Håndbold har lavet en to-årig aftale med fløjspilleren Karina Pedersen.

Karina Pedersen skifter til Ringkøbing efter seks sæsoner i Team Tvis Holstebro, hvor hun de første fem år var førstevalg på venstre fløj, ind til Ann Grethe Nørgaard erobrede pladsen i denne sæson.

Den 24-årige Karina Pedersen spillede som ungdomsspiller i Brabrand, hvor hun tre år i træk blev dansk mester som junior- og ynglingespiller.

Trængte til at prøve noget nyt

»Jeg har spillet alle mine seniorår i Holstebro. Det har været en rigtig spændende udvikling, men jeg glæder mig rigtig meget til at prøve noget nyt og sætte mig nogle nye mål. Der er et spændende hold og nogle spændende planer i Ringkøbing. Jeg har tidligere spillet sammen med Betina Kjær og Henriette Dahl, og jeg kender mange af de andre piger på holdet, så jeg ser meget positiv omkring det hele.«

»Det handler selvfølgelig om, at jeg gerne vil have en masse spilletid, og jeg vil gerne være med til at spille i ligaen med Ringkøbing Håndbold i næste sæson eller sæsonen efter. Men jeg er også meget socialt anlagt, og jeg har behov for at trives og have det godt med at spille håndbold. Jeg tror på, jeg kan få opfyldt det hele i Ringkøbing,« siger Karina Pedersen i en pressemeddelelse fra Ringkøbing Håndbold.

Karina Pedersen har lavet en to-årig aftale. Hun bor i Holstebro og arbejder som kunderådgiver i Vestjyskbank.

Glæder sig til samarbejdet

Sportsdirektør Jan-Ole Kristensen ser med glæde frem til samarbejdet med Karina Pedersen.

»Det har været et stort ønske at styrke positionen, for Henriette Holm har stort set været den eneste naturlige venstre fløj i to sæsoner, og jeg er overbevist om, de kan danne en god duo på pladsen.«

»Karinas spidskompetencer er hendes hurtighed i kontraspillet, hendes afsæt og hendes mange skudvarianter. Sammenholdt med at hun har en personlighed, som vil passe godt ind i truppen, så er jeg meget tilfreds med aftalen, siger Jan-Ole Kristensen.