HÅNDBOLD: Med en knusende sikker sejr på 28-20 hjemme over HC Odense rykkede Ringkøbing Håndbold op på andenpladsen i oprykningspuljen.

En andenplads Ringkøbing formentlig kan beholde, hvis de vinder deres sidste kamp i puljen, en udekamp mod Roskilde.

Den andenplads kan Odense snuppe, men det kræver, at Odense både vinder hjemme på søndag over Roskilde og ude over hidtil suveræne FIF på udebane i sidste runde, og det virker ikke realistisk.

Ringkøbing spillede som et ligahold

Bedømt ud fra Ringkøbings kamp mod Odense onsdag aften er det også passende, hvis Ringkøbing tager Odenses plads i ligaen.

For det var kun Ringkøbing, der viste håndbold af klasse. Høj klasse endda.

Odense derimod skuffede fælt, og det er slet ikke til at forstå, at Odense for en uge siden kunne slå Ringkøbing med 32-23.

Hjemmeholdet bedst i alle faser af spillet

Ringkøbings forsvar var igen basis for et godt resultat. Og det var lige fra start, for efter ti minutter førte hjemmeholdet 5-0.

Odense var upræcise i afslutningerne. Det gav mange skud på træværket, og resten tog en velspillende Henriette Dahl sig af i målet.

I den anden ende spillede Ringkøbing sig forholdsvis let til chancer med tålmodigt spil over for et normalt skræmmende stærkt Odense-forsvar. Det betød, at Ringkøbing stille og roligt kørte en komfortabel sejr hjem.

Det ligner ligaen for Ringkøbing nu. Læs mere i torsdagsavisen.