HÅNDBOLD

Ringkøbing Håndbold fik med et nederlag på 19-18 hjemme mod oprykkerne fra Bjerringbro den værst tænkelige start på sæsonen i 1. division.

Og det værste var, at nederlaget ikke engang var urimeligt. Ringkøbing leverede nemlig angrebsmæssigt en skrækkelig indsats fyldt med tekniske fejl og mange afbrændere, og det kunne ikke engang en godkendt defensiv rette op på.

Specielt første halvleg var forfærdelig. Ringkøbing var med til 4-4 efter omkring ti minutters spil, men i resten af første halvleg lykkedes det kun hjemmeholdet at score en enkelt gang - på straffekast - og det gav pauseføring til Bjerringbro på 10-5.

Var aldrig rigtig tæt på point

Selv om Ringkøbing hurtigt i anden halvleg fik mindsket forspringet til 12-10, kom Ringkøbing aldrig rigtig tæt på point, for Bjerringbro holdt sig mindst to mål foran. Ringkøbing fik godt nok reduceret til 19-18 godt et minut før tid, men i sidste angreb fik Ringkøbing slet ikke afsluttet, og så kunne Bjerringbro juble over to uventede point.

I første halvleg var Ringkøbings bagkæde elendig. Ikke en eneste gang scorede Ringkøbing fra distancen eller på gennembrud. Det blev bedre efter pausen, hvor Mette Chemnitz meldte sig ind i kampen med fem scoringer.

Godt nok er Ringkøbing hårdt ramt af skader. Men der er ikke nok som forklaring på, at Ringkøbing åbnede sæsonen med en klokkeklar fiasko.