Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Besparelse på sygedagpenge giver bonus til kommunale medarbejdere

Medarbejderne i sygedagpenge-afdelingen har fået 4.000 kroner hver i bonus i 2016. Medarbejderne arbejder også på at få bonus for 2017. Foto: Lars Kryger

Besparelse på sygedagpenge giver bonus til kommunale medarbejdere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

25 medarbejdere i sygedagpenge-afdelingen har skaffet kommunen en besparelse 13 millioner kroner ved at reducere antallet af borgere på sygedagpenge. Det udløser bonus på 100.000 kroner til medarbejderne.

Ringkøbing-Skjern: 25 medarbejdere i Ringkøbing-Skjern Kommunes sygedagpenge-afdeling har hver fået en bonus på 4.000 kroner

Medarbejderne har fået pengene, fordi det er lykkedes dem at opfylde det mål, som kommunen satte i december 2015, nemlig at der skal være færre borgere på sygedagpenge.

Målsætningen er i den grad blevet opfyldt. I december 2015 var der 750 løbende sygedagpengesager. I december 2016 var der 481. Altså knap 40 procent færre.

Jo færre borgere, som er på sygedagpenge, jo færre udgifter har kommunen. En borger på sygedagpenge får 18.000 kroner om måneden, men hvis kommunen i henhold til loven vurderer, at borgeren senest efter 22 uger ikke opfylder betingelserne for at få sygedagpenge, skal borgeren enten raskmeldes eller sendes videre i jobafklaring. På jobafklaring skal kommunen blot betale borgeren, hvad der svarer til kontanthjælp - nemlig 14.500 for forsørgere og 11.300 for enlige.

De 100.00 kroner, som kommunen har udbetalt i bonus, skal derfor ses i forhold til, at det er lykkedes medarbejderne at bringe kommunens udgifter til sygedagpenge ned med 13 millioner kroner i løbet af 2016. 

Kim Ulv Christensen, beskæftigelseschef hos kommunen, bekræfter, at der er brugt resultatløn, men vil ikke sige noget om beløbet:

- Vi informerer ikke om lønsammensætningen. Men det er korrekt, at resultatløn er anvendt i sygedagpenge-afdelingen. Det er givet som en kollektiv bonus til samtlige medarbejdere, der har været involveret i projektet. Det drejer sig om 24-25 medarbejdere. Det er givet som en påskønnelse af deres store indsats i afdelingens store omstilling.

Er det foreneligt med borgernes retssikkerhed, at en kommunal medarbejder har et økonomisk incitament i sagsbehandlingen?

- Ja, det er det, for vi arbejder med kompetente medarbejdere, som aldrig ville tilsidesætte borgernes retssikkerhed.  Ingen medarbejdere ville drømme om at tilsidesætte noget for egen vindings skyld. Desuden er der Ankestyrelsen, som vil hjemvise sagerne med en anden afgørelse, hvis vi ikke følger lovens bogstav eller intention. Der er også en revision, som sikrer, at vi følger reglerne. Hvis ikke vi gør det, risikerer kommunen at blive indberettet og miste sin refusion, siger Kim Ulv Christensen.

Han påpeger, at bonussen ikke er bundet op på individuelle kontrakter.

- Det er som team, man skal lykkes. Det er ikke sådan, at hvis den enkelte medarbejder ikke når den sidste sag, ja så forsvinder bonussen. Der er store tolerancer i det.

Også i 2017 opererer kommunen med en bonus til medarbejderne i sygedagpenge-afdelingen.

- Det store lakmusprøve er jo, om vi kan holde niveauet fra 2016. Medarbejderne skal vise, om de mestrer den nye metode, siger Kim Ulv Christensen.  

Politiker: Overtrådte konsulentfirma reglerne?

Angriber behandlingen af syge

Samtidig med afsløringen af bonussen, går SF-byrådsmedlem Pia Vestergaard til kamp mod kommunens behandling af sygemeldte borger.

Hun har som medlem af Beskæftigelsesudvalget foreslået, at politikerne vedtager principper for, hvordan forvaltningen skal tolke reglerne, når en borger bliver vurderet.

- Det, der harmer mig, er, at kommunen tolker reglerne meget stramt. I stedet for at lade tvivlen komme borgeren til gode, hugger man i stedet til, fordi man kan. Konkret betyder det, at man fratager folk deres sygedagpenge efter 22 uger og undlader at forlænge sygedagpengeperioden, selv om reglerne giver mulighed for det, siger Pia Vestergaard.

Beskæftigelseschef Kim Ulv Christensen afviser på det kraftigste anklagerne om, at kommunen undlader at bruge de muligheder for forlængelser af sygedagpengene, som loven giver mulighed for.

- Som chef for beskæftigelse må jeg tage hundrede procent afstand fra den udtalelse. Vi bruger de muligheder, der er for at forlænge borgernes sygedagpenge, hvor der er lovhjemmel til det, siger Kim Ulv Christensen.

Han peger på, at hvis kommunens sagsbehandlere er i tvivl, træffer de generelt en afgørelse til gunst for borgerne og lader tvivlen komme borgeren til gode.

- Derfor er jeg rigtig ærgerlig over, at hun udtaler sådan noget. Hvis det var rigtigt, ville det være det samme som at sige, at vi ikke overholder lovgivningen, siger beskæftigelseschefen.

Pia Vestergaard fastholder imidlertid, at kommunen har skruet bissen på over for folk på sygedagpenge.

- Vi kan også se, at antallet af folk på sygedagpenge er faldende, men folk er blot kommet over i ressourceforløb og jobafklaring. Der er ikke blevet færre syge. De er bare kommet over i andre kasser, men med færre penge mellem hænder, siger hun.