Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Cykelløb er en god reklamesøjle for hele egnen

Omkring en tredjedel af deltagerne i cykelløbet Fjorden Rundt afventer og vurderer vejrudsigten, inden de melder sig til. Arkivfoto: Jørn Deleuran

Cykelløb er en god reklamesøjle for hele egnen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Næsten 800 cyklister har allerede meldt sig til motionsløbet Fjorden Rundt, der afvikles lørdag 3. juni. 80 procent af deltagerne kommer udenbys fra.

Fjorden Rundt
Cykelløbet Fjorden Rundt afvikles i år lørdag 3. juni.Der er fire forskellige start- og målbyer: Skjern, Ringkøbing, Hvide Sande og Bork.

Løbet er 105 kilometer langt.

Årets udgave er nummer 28 af slagsen.

Det hidtil største deltagerantal blev registreret i 2014, hvor 1914 motionister stillede til start.

Ringkøbing-Skjern: Der er ofte fart over feltet, når selv motionister stiller til start i cykelløb, men langt de fleste kommer alligevel i mål med en del nye sanseindtryk under hjelmen.

Det gælder også i det 105 kilometer lange Fjorden Rundt-løb, der hvert år i starten af juni trækker tæt ved 2000 gæster til start i Skjern, Ringkøbing, Bork eller Hvide Sande.

Muligheden for at komme i kontakt med mange mennesker på relativ kort tid har de blandt andet spottet hos Realdania By & Byg, der - sammen med Ringkøbing-Skjern Kommune - står bag projektet med at skabe en ny bydel kaldet Ringkøbing K.

- Det er en del af vores strategi at være synlig i lokal- og regionalområdet. Og vi vil selvfølgelig gerne bruge sådan en lejlighed som Fjorden Rundt til at informere om bydelen og de mange forskellige boligtilbud, der bliver dér, siger Michael Guldager, kommunikationsmedarbejder hos Realdania By & Byg.

Derfor møder Realdania lørdag 3. juni op med en stand i Skjern, hvor der er tradition for, at hovedparten af cykelmotionisterne vælger at tage hul på de mange kilometer rundt om Ringkøbing Fjord.

Heppekor i vejkanten

Ifølge en af drivkrafterne bag det populære løb, K.E. Kristensen, er der uden tvivl en del potentielle tilflyttere at finde i feltet:

- Ud af de omkring 1900 deltagere, vi typisk har, er det kun 20 procent, der er her fra kommunen - altså er der omkring 1500, der kommer udenbys fra. Det er vi da stolte af - og overraskede over, siger K.E. Kristensen.

Hos Realdania By & Byg er Michael Guldager udmærket klar over, at det kan være svært at få hold på en cykelrytter, der har sit fokus rettet mod landevejen.

- Men der kommer også en masse gæster og familier, der hepper. Og når løbet er slut, vil der nok være en mulighed for også at få en snak med nogle af deltagerne, siger Michael Guldager.

For få uger siden blev de første boliger udbudt til salg i den nye bydel, der ligger tæt på fjorden.

- Vores tilstedeværelse ved et arrangement som Fjorden Rundt giver os også en god mulighed for at være i dialog med nogle af de mange aktører, der er med i projektet omkring Ringkøbing K, tilføjer kommunikationsmedarbejderen hos Realdania By & Byg.

Hvordan bliver vejret?

Fristen for at forhåndstilmelde sig til udgave nummer 28 af Fjorden Rundt udløber tirsdag 23. maj, og i de seneste dage har K.E. Kristensen haft travlt med at indtaste oplysninger på hundredvis af ryttere - fra byer som Aarhus, Vejle, Frederiksberg, Charlottenlund, Randers, Silkeborg, Viborg og Horsens.

- Der var en ældre herre, årgang 57, der gerne ville have ham og konen meldt til - de kommer fra Viby Sjælland. Og der var nogle, der gerne ville sikre sig, at de kan få lov til at starte klokken ni, da de også skal nå en fødselsdag i Hirtshals senere på dagen, siger K.E. Kristensen.

Han forventer, at der tikker mange tilmeldinger ind i starten af næste uge. Ved at tilmelde sig på forhånd opnår man et rabatbeløb og sikrer sig deltagelse i lodtrækning om et gavekort på 5000 kroner til Club La Santa.

Erfaringen siger dog også, at omkring en tredjedel af deltagerne venter og ser, hvordan vejret arter sig dér i begyndelsen af juni.