Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


120 eksilvestjyder til håndbold

120 unge har sagt ja til at komme til arrangement i Århus på onsdag.
Foto: Jørgen Kirk/Scanpix Denmark

120 eksilvestjyder til håndbold

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Unge der er flyttet til Århus tager godt mod nyt tilbud

Når Ringkøbing Håndbolds damer på onsdag løber på banen mod SK Århus, får de forhåbentlig ekstra opbakning fra tilskuerne.

På lægterne finder man nemlig også 120 unge eksilvestjyder, der har taget mod tilbuddet om at få lidt godt at spise og komme til håndbold.

Massevis af unge forlader hvert år Ringkøbing-Skjern Kommune for at flytte til Århus og studere i den jyske hovedstad. Dem vil kommunen gerne have til at mindes de vestjyske rødder og måske på sigt lokke hjem igen.

I første omgang er midlet at invitere alle dem, der er flyttet til en studieby inden for de seneste år til sportsarrangementer.

Når Skjern Håndbold, Ringkøbing Håndbold eller RIF spiller kampe i for eksempel Århus, Aalborg eller København, vil kommunen invitere alle, som i de senere år er flyttet fra Ringkøbing-Skjern Kommune til den pågældende by, til kamp.

Klub for vestjyder

Første arrangement er altså håndboldkampen på onsdag, fortæller bosætningskonsulent Dorthe Frydendahl.

»Vi er ovenud tilfredse med, at der kommer så mange,« siger hun.

De unge trakteres før kampen med noget godt at spise. I pausen får de en forfriskning, og borgmester Iver Enevoldsen er draget øst på for at mødes med de unge og opfordre dem til ikke at glemme hjemkommunen, der har mange interessante jobmuligheder at byde på.

Efter kampen får de unge en lille hilsen fra kommunen, og Dorthe Frydendahl håber, at mange vil skrive sig op til den klub for eksilvestjyske unge, kommunen vil etablere.

De næste arrangementer er i øvrigt planlagt; i marts kan man komme til håndbold igen, når Skjern-herrerne møder Århus, og i juni står der fodbold på programmet, når RIF møder Aalborg.

Arrangementet er en del af sponsoraftalen mellem eliteklubberne og Ringkøbing-Skjern Kommune. Ringkøbing Håndholds bestyrelsesformand, Lars Ørgaard Buhl glæder sig over samarbejdet og ser frem til at igangsætte det nye tiltag.