Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


34-årig mand fængslet for at slå kone og børn

Retten i Herning. Arkivfoto: Poul Bülow

34-årig mand fængslet for at slå kone og børn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Manden nægter sig skyldig i både vold og trusler mod familiemedlemmerne.

TIM: Hvis beskyldningerne mod en 34-årig rumænsk mand fra Tim holder stik, har han været en modbydelig tyran over for både sin kone og deres tre fælles børn på 6, 9 og 12 år.

Den spinkle mand var torsdag formiddag for retten i Herning, hvor han ved et grundlovsforhør blev fængslet i 14 dage, fordi dommeren mente, at der var bestyrket mistanke om, at han havde været voldelig over for både børnene og konen, ligesom han har truet konen med at slå dem alle ihjel, hvis hun forlod ham.

Familien har siden januar 2015 boet i Tim, hvor parret har arbejdet på en gård, mens børnene gik i skole. I retten kom det frem, at forholdet længe har været præget af vold fra mandens side. Men i løbet af foråret eskalerede det, ifølge konens forklaring til politiet, der anholdt manden onsdag morgen.

Slog børn i flæng

Eksempelvis bankede han sin kone, så hun brækkede eller trykkede to ribben, fordi hun havde svaret på et spørgsmål fra en ny medarbejder på deres fælles arbejdsplads. Han mente, at hun var utro. Da hun betalte en elregning, som han ikke ønskede at betale, tog han halsgreb på hende og ville slå hendes tænder ud, men han blev forstyrret og slap hende. Han har også sagt til hende, at han vil slå børnene og hendes familie ihjel, hvis hun forlader ham.

Børnene slog han ifølge konen i flæng. I sigtelsen mod ham var der flere eksempler på vold mod børnene. Blandt andet havde han slået deres yngste barn med et bælte, fordi drengen havde larmet og grinet. Da den 13-årige datter var kommet hjem fra skole med en bog om arabere, som hun skulle læse, var han blevet så vred, at han slog pigen og ville brænde bogen. Han tvang også børnene til at læse lektier på rumænsk og kaldte dem grimme ting, hvis de ikke gjorde det.

Blev fyret

Selv mente den 34-årige, at beskyldningerne mod ham er en del af et hævntogt, fordi han har en søn fra et tidligere forhold, som han vil have til Danmark. Han har først for nylig fortalt konen om sønnen og mener, at hun er vred over det, og derfor vil have ham fængslet.

Et familiemedlem til konen, som også bor i Danmark, støttede dog konens forklaring. Han havde optaget en samtale med den 34-årige mand, hvor den 34-årige kommer med voldsomme trusler om vold og død. Blandt andet mod sin nu tidligere arbejdsgiver på gården nær Tim, som i begyndelsen af denne uge valgte at fyre ham. I forbindelse med fyringen deltog familiemedlemmet, som frygtede, at den 34-årige ville have våben med til samtalen, hvor han skulle fyres.

Kærede kendelse

Ved grundlovsforhøret blev der også fremlagt billeder, som konen havde taget af sig selv og sønnen efter, at de havde været udsat for mandens vrede. Det kom frem i retten, at konen og børnene nu opholder sig på et krisecenter.

Den 34-årige blev varetægtsfængslet i 14 dage på grund af den bestyrkede mistanke mod ham og for at undgå, at han forlader landet eller påvirker vidnerne i sagen. Manden kærede kendelsen til Vestre Landsret.