Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


50 års jubilæum: Henry er ikke klar til pensionsalderen

Henry og Agnete Pedersen har været fælles om en stor del af deres arbejdsliv, der udover entreprenør- og kloakmesterjobbet, hvor der nu er 50 års jubilæum, også har budt på 30 år med mink.

50 års jubilæum: Henry er ikke klar til pensionsalderen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

»Det er godt at røre sig hver dag,« siger entreprenør- og kloakmester Henry Pedersen. I dag har han 50 års jubilæum.

50 år: »Jeg har det rigtig godt med at arbejde. Man bliver syg, hvis man efter et langt arbejdsliv bare sætter sig ned og ser fjernsyn dagen lang,« sigerHenry Pedersen, Solbakken 2 i Ringkøbing.

I dag er det 50 år siden, han blev selvstændig.

»Jeg var blevet anat hos Peder Tordrup, der havde købt en rendegraver, men egentlig ikke havde lyst til at have det forretningsben i sin murerforretning. Derfor spurgte han, om ikke jeg ville overtage det, og sådan blev det, og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg har aldrig sagt nej til arbejde og altid taget telefonen - også om natten, når der var sprunget et vandrør, der skulle graves fri.«

I alle årerne har Henry Pedersen fået god hjælp af hustruen Agnete og de to har i årenes løb oplevet ikke så få op- og nedture i både bygge- og minkbranche, da de også havde minkfarm i 30 år.

Rendegraveren fik hurtigt følgeskab af en wiremaskine, som Henry Pedersen har haft flere af. Antallet af ansatte har varieret og var på sit højeste fire-fem stykker. I dag har han nogle stykker, som han kan trække på, hvis opgaverne kræver mere end én mand.

Nogle af de opgaver, som Henry Pedersen husker, er udgravningerne af lystbådehavnene i Hvide Sande og Ringkøbing.

Til gengæld har han ikke styr på, hvor mange rottehuller han har været med til at finde i årenes løb, men det er mange.

»Kunderne bliver så glade, når man finder hullet, hvor rotterne kommer ind. På et tidspunkt fik jeg dette digt af en kunde, og det blev »naturligvis« brugt ved min 70 års fødselsdag, for det er jo lidt sjovt for andre, at jeg på sin vis har levet af rotter i mange år,« siger Henry Pedersen.

Jeg ved en rotterede.

Jeg siger ikke hvor.

Den findes nederst nede

i huset, hvor vi bor.

I reden er der unger,

og ungerne har skæg.

De piber, de har tunger,

og går fra væg til væg.

Og de to gamle rotter,

de flytter rundt på dem.

Men vi vil ik' ha' lorter

i vores lille hjem.

Så Henry sætter fælder

med lækkerier i.

De ind imellem smælder,

og så er det forbi ....... håber vi

Og lækkerierne? »Ja, det er jo ofte rester fra middagen, men rotter er også vilde med Marsbar,« afslører Henry.

Ud over gravearbejde har Henry Pedersen i mange år haft slamsuger, så han kender de lokale sommerhusområder godt.

For ti år siden var forretningen faktisk overdraget til sønnen Henning, men Henry og Agnete havde den store sorg, at han omkom i en arbejdsulykke, og derfor måtte Henry igen overtage entreprenør- og kloakmesterforretningen.

Fritiden bliver blandt andet brugt på lidt fiskeri på fjorden, en del rejser til varmere lande, kolonihavehuset og det store legetøj, Nimbus-motorcyklen i kælderen.

»Vores bedste rejse gik til Thailand med fem »ufrivillige« dage i Singapore under askeskyen,« siger Henry Pedersen.

Henry har 75 års fødselsdag 28. april. Den dag bliver der fest. Jubilæet i dag fejres med den nærmeste familie. Børnene Jette Engholm og Mona Thorup samt de syv børnebørn bor alle i Ringkøbing til stor glæde for Henry og Agnete.