Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Analyse: Den store Venstredyst


Analyse: Den store Venstredyst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På overfladen ligner Venstres valg af borgmesterkandidat en lukket fest, når op mod 800 medlemmer på mandag mødes i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter til deres helt egen version af tv-programmet Den Store Bagedyst for at stemme de fire kandidater Lennart Qvist, Hans Østergaard, Kristian Ahle og Jesper Lærke hjem efter tur - indtil kun én står tilbage.

Men der er flere grunde til, at Venstres kåring bliver spændende for alle. Godt nok bliver afstemningen først og fremmest et personligt drama for de fire, der drømmer om at blive Venstres næste borgmesterkandidat. Og for Venstre som endnu en gang skal have afprøvet, hvordan det står til med land og by-krigen. Men det bliver også meget interessant for de øvrige partier, som vil følge slaget fra sidelinjen med stor interesse. Venstres valg kan nemlig blive afgørende for deres chance for at få fingrene i borgmesterkæden. Et brændende ønske siden Venstres kommunale valglussing for to år siden.

De seneste uger har de fire kandidater battlet om medlemmernes gunst. Dels på tre polerede vælgermøder, hvor de politiske projekter har været mere end svære at få øje på. Alle vil arbejde for vækst, arbejdspladser og bosætning. Alle vil gøre Ringkøbing-Skjern attraktiv for tilflyttere og så vil alle gerne sætte skatten ned - hvis der bliver råd. Der har til gengæld ikke været mange ord om, hvordan tilflytterne skal lokkes mod vest, og hvem der skal have mindre, hvis skatten skal sænkes.

Langt mere interessant har det været at følge den usynlige del af ræset, som har været noget mere intens end møderne. Her har folkene bag kandidaterne haft travlt med at sortere i rygter om nye medlemmer købt til lejligheden, plantede spørgsmål på kandidatmøderne, forsøg på miskreditering af kandidaternes evner. Senest satte tidligere redaktør Sven Hersbøll ord på vedholdende rygter om aftalt spil. Ifølge eks-redaktøren går rygterne på udlovning af attraktive poster, som tak for politisk opbakning. En påstand samtlige kandidater selvfølgelig afviser.

Når medlemmerne på mandag tropper op, kommer det til at handle om to ting: postnummer og personlighed.

For uanset hvor meget kandidaterne hver især har aflyst geografikrigen, så lever den i bedste velgående. Bag Østergaard står den østlige del af kommunen, bag Qvist den vestlige - inklusiv tak for sidst-stemmerne fra Holmsland. Mens Ahle og Lærke må deles om den sydlige.

Det er dog langt fra nok at have styr på hjemmebanen, som valgrunderne skrider frem. I sidste ende bliver det afgørende, hvem der formår at blive medlemmernes andet valg og dermed sikrede de stemmer, som i de første runder gik til de udstemte kandidater.

Derfor er det helt op til medlemmerne. Hvilket postnummer og hvilken personlighed de foretrækker som partiets førstemand? Går de efter en garvet model eller et generationsskifte? Foretrækker de en ny borgmestertype, som blev efterlyst ved kommunalvalget for to år siden, eller vil de have én, der ligner den nuværende? De op mod 800 medlemmer har svaret. Og vi bliver alle meget klogere på mandag.