Vi bruger cookies!

dagbladetringskjern.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladetringskjern.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Autocampere får lov til at fylde mere

Autocampister har det meste med på farten selv, men mange vælger alligevel at slå lejr for natten på en organiseret plads af en eller anden art. Arkivfoto

Autocampere får lov til at fylde mere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ejerne af Søndervig Camping tager konsekvensen af, at der er kommet flere autocampere på farten.

Søndervig: Det, der engang var en drøm for mange, er i dag gjort til virkelighed for en del; at kunne holde ferie i en autocamper.

Det mærker indehaverne af Søndervig Camping, Lise og Robert Kroning, også til - i en sådan grad, at parret har fordoblet antallet af pladser, der er specielt indrettet til autocampere. Nu er der 12 af disse pladser, og det bliver fejret i den sidste weekend i april:

- Idéen om at markere det opstod, da vi gik og gjorde pladserne klar, og så udviklede det sig til at blive en hel weekend for autocampere, siger Lise Kroning.

Foreløbig har flere end 50 autocampister meldt deres ankomst i Søndervig, hvor programmet starter med fælles velkomst midt på aftenen fredag den 28. april.

Med det store deltagerantal bliver hele campingpladsen taget i brug til arrangementet. Det er tanken, at de, der har lyst, kan vise deres autocamper frem for de andre autocampister - og også gerne over for andre nysgerrige, der måske drømmer om at holde ferie på hjul. 

Hygge omkring bålet

Ved den officielle åbning af de nye autocamper-pladser på Søndervig Camping først på eftermiddagen lørdag 29. april får turistdirektør Sebastian Schaper æren af at klippe den røde snor. I løbet af lørdagen bliver det muligt at kigge nærmere på et par vogne fra Dancamper i Horsens, lige som der også vil være repræsentanter til stede fra Dansk Autocamper Forening.

Lørdagen rundes af med hygge omkring bålet, mens programmet søndag morgen byder på en vandretur til stranden.

Ifølge indehaverne af Søndervig Camping vil nogle af de mange autocampister gerne bruge deres frihed til at parkere hvor som helst rundt om i landet:

- Men der er mange, der gerne vil overnatte på en autocamperplads eller en campingplads, hvor de kan bruge faciliteterne - selv om, de i princippet har det hele i en autocamper, siger Robert Kroning og tilføjer:

- Derfor har vi lavet tilbud, der er tilpasset autocampisterne. Hos os kan de selv vælge, om de blot vil overnatte, eller om de vil have den store pakke med adgang til det hele.